Gå til indhold

Glad skatteminister: Historisk højt antal dobbeltbeskatningsaftaler

Fire nye dobbeltbeskatningsaftaler er netop vedtaget til gavn for dansk erhvervsliv og Danmark. Dermed har den nuværende regering indgået et historisk højt antal dobbeltbeskatningsaftaler. Skatteminister Karsten Lauritzen bebuder, at flere er på vej.

Fremover bliver det nemmere at arbejde og drive virksomhed i Armenien og Japan, mens dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Nederlandene og de nordiske lande bliver opdateret. Det er resultatet af de dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO’er), regeringen netop har fået godkendt i folketinget. De træder i kraft, når begge lande har godkendt aftalen.

”Hver eneste aftale er et skridt fremad. Med aftalerne sikrer vi mere strømlinede regler og bedre retsstilling til virksomheder og danskere, som driver forretning i landene. Samtidigt gør vi vores værn mod skatteundgåelse og unddragelse stærkere. Alle – undtaget dem der vil svindle – vinder, når vi øger vores internationale samarbejde”, fortæller skatteminister Karsten Lauritzen.

De fire aftaler er indgået med støtte fra den DBO-taskforce, skatteminister Karsten Lauritzen nedsatte på foranledning af dansk erhvervsliv kort tid efter, han satte sig i ministerstolen. Taskforcen består af DI, DE og Danske Rederier, samt Udenrigsministeriet og Skatteministeriet. Taskforcen kombinerer således erhvervslivets og statens kræfter.

Den strategi har vist sig at være effektiv. I taskforcen har erhvervslivet bidraget med vigtig viden om landene og de udfordringer, danskerne og de danske virksomheder støder på. En viden, der især har vist sig nyttig i forhold til at indgå de helt nye aftaler med Armenien og Japan. Usikkerhed og forvirrende regler udgør nemlig markante udfordringer for de danskere og danske virksomheder, der drager på forretningseventyr i landene.

 

Flere aftaler på vej

De fire aftaler er blot de seneste i en række af aftaler de sidste par år. Skatteministeren peger dog på, at en lang række aftaler efterhånden er gamle, og trænger til en modernisering. Samtidigt er der flere lande, som Danmark endnu ikke har en dobbeltbeskatningsaftale med. Derfor stopper arbejdet ikke med de fire nye aftaler.

”Jeg er glad for, at vi har indgået historisk mange dobbeltbeskatningsaftaler i denne regeringsperiode. Vi fortsætter naturligvis arbejdet. Derfor er vi nu i forhandlinger om nye aftaler med en række forskellige lande i rundt om på kloden”, siger skatteminister Karsten Lauritzen. 

 

Faktaboks: Arbejde med DBO'er siden regeringsskiftet
  • Arbejdet med DBO’er kører i tre spor. Ét med afsluttede forhandlinger, hvor DBO’en skal endeligt godkendes i de to landes parlamenter. Ét med forhandlinger, og ét med anmodninger om at påbegynde forhandlinger om en DBO.

    Anmodninger om at indgå forhandlinger

    ·          Siden regeringsskiftet har Danmark sendt anmodninger til Columbia, Ecuador, Peru, Algeriet, Angola og Mozambique.

    Igangværende forhandlinger

    ·          Danmark forhandler lige nu med otte konkrete lande i hhv. Europa, Afrika og Asien (Iran er dog berosat).

    Afsluttede forhandlinger (Godkendt af de respektive lande)

    ·          DBO med Japan

    ·          DBO med Nederlandene

    ·          DBO med Azerbaijan

    ·          DBO med Armenien

    ·          DBO med de nordiske lande

    ·          Den multilaterale konvention er underskrevet, og der skal implementere BEPS-minimumsstandarderne i landenes indbyrdes DBO’er.