01-02-2023
Historisk højt: Selskaber betalte over 100 mia. kr. i selskabsskat i 2021
100.573.624.621 kroner.
Så meget indbetalte landets selskaber samlet i selskabsskat i 2021. Og niveauet for indbetalt selskabsskat har aldrig været større, end det var for indkomståret 2021.
Det fremgår af de åbne skattelister, hvor Skattestyrelsen netop har offentliggjort den skattepligtige indkomst, eventuelt underskud for tidligere år og den beregnede skat for indkomståret for aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber med skattepligt til Danmark.
”Det er den største indbetaling på ét år, siden selskabernes skattebetalinger første gang blev offentliggjort i 2013. Det er et flot og markant resultat,” siger skatteminister Jeppe Bruus.
Den samlede selskabsskat nåede i 2021 op på over 100 mia. kr. fra godt 100.000 selskaber. Både summen af selskabsskat og antallet af betalende selskaber er det højeste siden indkomståret 2013, hvor skatteforvaltningen første gang offentliggjorde selskabsskatten på de åbne skattelister.
”Et bredt flertal i Folketinget gjorde det rigtige under coronapandemien med hjælpepakker, der sikrede, at aktivitet og beskæftigelse hurtigt kunne genoprettes. De nye tal vidner også om, at danske virksomheder klarer sig godt og bringer store overskud til Danmark – på trods af corona-krisen. Det er jeg selvsagt glad for,” siger skatteminister Jeppe Bruus.
Det gode samarbejde
De største selskaber i Danmark bidrager fortsat markant til selskabsskattebetalingen. Lige som i 2020 stod de ti selskaber på listen, der har betalt mest i selskabsskat, for ca. 23 pct. af det samlede beløb.
De mindre selskaber har dog også bidraget mere i 2021 og er dermed medvirkende til den meget høje skattebetaling. Ser man bort fra de 1.000 største skattebetalere, har de øvrige selskaber betalt 61 pct. mere i selskabsskat i 2021, end den andel af selskaberne gjorde året før.
”Et stigende antal selskaber betaler selskabsskat, og derfor glæder jeg mig over det rigtigt gode samarbejde, som skatteforvaltningen har med både selskaber, rådgivere og interesseorganisationer omkring korrekt skattebetaling,” siger skatteminister Jeppe Bruus.
Mere data om aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, fonde og foreninger, der i 2021 har betalt selskabsskat, kan ses i publikationen ”Provenuet fra selskabsskat rundede 100 mia. kr. i 2021”.
Læs mere om de åbne skattelister i publikationen.
Nærmere oplysninger om de åbne skattelister ligger her.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72222324
E-mail: presse@skm.dk