08-03-2021

Indsatsen mod social dumping virker: Mere effektive aktioner fører til flere skatteopkrævninger
En ny publikation fra Skattestyrelsen viser, at der er sket en forbedring af kontrollen med social dumping. Indsatsen har ført til mere præcise og effektive kontroller.
Det glæder skatteminister Morten Bødskov:
”Det er helt afgørende for sammenhængskraften og økonomien i vores samfund, at der er respekt for spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Derfor har regeringen sat fokus på, at danske arbejdspladser skal være på danske løn- og ansættelsesvilkår. Den seneste opgørelse over Skattestyrelsens indsats mod social dumping viser heldigvis også, at den styrkede kontrol virker efter hensigten, og at kontrollerne rammer mere præcist end tidligere. Den tendens skal gerne fortsætte”, siger han.
Skattestyrelsen er år for år blevet bedre til at målrette kontrollerne mod de virksomheder, hvor der sker brud på skattereglerne. Publikationen viser, at over halvdelen af kontrollerne i første halvår af 2020 førte til en ekstra opkrævning, mens det kun var lidt under hver tredje i 2015. I alt har kontrollerne i perioden 2015-19 ført til skatteopkrævninger for mere end 1 mia. kr.
I april 2020 indgik et enigt Folketing aftalen En styrket skattekontrol. Her blev det fastlagt at styrke skattekontrollen med 250 nye medarbejdere allerede fra 2020. Indsatsen mod social dumping er i den forbindelse målrettet yderligere med et nyt skattecenter i Frederikssund, som skal styrke vidensdeling og effektiviteten i arbejdet.
”Dygtige kontrolmedarbejdere over hele landet er hver dag med til at sikre, at reglerne pådanske arbejdspladser bliver fulgt, og at virksomhederne afregner korrekte skatter og afgifter. Den styrkede skattekontrol bidrager samtidig til, at der bliver slået hårdt ned de steder, hvor reglerne bevidst bliver tilsidesat. Det er regeringens ambition, at dét arbejde skal fortsættes, og det glæder mig, at vi har opbakning fra Folketingets partier til det”, siger Morten Bødskov.
De 250 nye medarbejdere er første etape af regeringens overordnede plan om at styrke skattekontrollen bredt. Ifølge planen skal der frem mod 2024 ansættes i alt 1.000 nye medarbejdere i Skatteforvaltningen.
Fælles myndighedsindsats mod social dumping
Skattestyrelsens målrettede arbejde mod social dumping er en del af en fælles myndighedsindsats, der skal sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Her gennemfører Skattestyrelsen sammen med Politiet og Arbejdstilsynet fælles kontrolaktioner og har efterfølgende tæt opfølgning herpå.
Der har været afsat midler til denne indsats siden 2012, og siden da er kontrol og tilsyn med udenlandske virksomheder øget betydeligt. Med aftale om finansloven for 2020 blev der afsat yderligere midler til indsatsen, og med den styrkede bevilling har der i 2020 yderligere været særligt fokus på bl.a. store bygge- og anlægsprojekter.
Læs mere:
Kontrollen mod social dumping er blevet mere effektiv
Den seneste afrapportering fra den fælles myndighedsindsats
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk