Gå til indhold

Kan moms og afgifter gøre danskerne sundere? Tredje episode af ”Et glas med Bruus” er ude nu!.

I denne episode af Skatteministeriets podcasts undersøger skatteminister Jeppe Bruus, om lavere moms på fx frugt og grønt er en effektiv måde at få danskerne til at handle sundere.

Alt for mange danskere spiser for usundt og dyrker for lidt motion, og i 2040 vil hver tredje dansker leve med svær overvægt. Spørgsmålet er derfor, om vi gennem vores moms- og afgiftssystem kan påvirke danskerne til at lægge mere frugt og grønt i indkøbskurven.

”Jeg er meget interesseret i at undersøge, hvordan vi kan bruge moms- og afgiftssystemet til at forbedre danskernes sundhed. Høje afgifter gør cigaretter og alkohol dyrere – det har en effekt. På samme måde er det nærliggende at undersøge, om lavere moms kan fremme sunde valg i forhold til frugt og grønt,” siger skatteminister Jeppe Bruus.

Med i podcaststudiet er professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Jørgen Dejgaard, der blandt andet har forsket i forbrugeradfærd, og CEO i Lidl, Jens Stratmann, der beretter om deres erfaringer med at sænke priserne på frugt og grønt over en længere periode i foråret.

”Danmark er det eneste land i EU, hvor der ikke i en eller anden form er indført differentieret moms. Lande som Tyskland, Finland og Sverige har alle lavere momssatser på fødevarer. Derfor er det også relevant at undersøge, hvad effekterne af det er,” siger skatteminister Jeppe Bruus.

Skatteministeren har derfor også igangsat en analyse af fordele og ulemper ved at indføre lavere moms på sunde fødevarer som eksempelvis frugt og grønt. Det forventes, at analysen kan være færdig medio 2024.

Lyt til ”Et glas med Bruus” der, hvor du lytter til podcasts - eller klik her og lyt til podcasten.