11-06-2025

Kontrollen med udbytterefusion styrket: Over 180 mia. i statskassen siden 2020
Det er gået godt for de danske selskaber de seneste år – særligt for de store børsnoterede selskaber. Det kan blandt andet ses på volumen af udbetalt udbytte til selskabernes ejere og aktionærer, som generelt har været stigende siden 2020. Inden udbyttet bliver udbetalt til selskabernes aktionærer, bliver der indeholdt udbytteskat på 27 pct. af beløbet. Og de seneste fem år har borgere og virksomheder således bidraget med over 180 mia. kr. i udbytteskat – alene 39 mia. kr. sidste år.
”Over 180 mia. kr. er blevet betalt i udbytteskat til vores allesammens fælleskasse. Penge som er med til at finansiere vores velfærdssamfund,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Markant styrket indsats
Aktionærer fra udlandet, som investerer i danske selskaber, skal i mange tilfælde betale en lavere udbytteskat end de 27 pct, der automatisk bliver indeholdt ved udbytteudbetaling fra danske aktionærer – fx hvis Danmark har har indgået en såkaldt dobbeltbeskatningsoverenskomst med den udenlandske aktionærs hjemland. I den forbindelse skal den udenlandske aktionær anmode Skattestyrelsen om refusion af hele eller dele af den indeholdte udbytteskat. Sådanne anmodninger om udbytterefusion modtager Skattestyrelsen mellem 20.000 til 30.000 af om året.
I perioden fra 2012 til medio 2015 blev den danske stat udsat for formodet svig med refusion af netop udbytteskat for cirka 12,7 mia. kr. Skattestyrelsen er i øjeblikket med bistand fra danske og udenlandske advokater i færd med at hjemføre så meget som muligt af beløbet til den danske statskasse.
”Kontrollen af udbytterefusion er blevet styrket markant.. Skattestyrelsen har fra politisk side fået tilført betydeligt flere ressourcer til at øge antallet af kontroller på området, ligesom der bl.a. er indført digital ansøgningspligt og skærpede dokumentationskrav,” siger skatteministeren og uddyber:
”Samtidig viser kontrollen på området, at der kun er fejl i et fåtal af anmodningerne fra udenlandske aktionærer. Det skyldes bl.a. skærpede ansøgningskrav, at ansøgerne er blevet bedre til at indsende den nødvendige dokumentation, og at Skattestyrelsen har haft særligt fokus på at vejlede om reglerne på området,” siger Rasmus Stoklund.
Når en udenlandsk aktionær anmoder Skattestyrelsen om refusion af udbytteskat, så kontrollerer styrelsen ansøgningen og træffer afgørelse om, hvorvidt aktionæren er berettiget til refusion eller ej. Til brug herfor indhenter Skattestyrelsen dokumentation for den ansøgte refusion, hvorefter en sagsbehandler vurderer sagen.
I perioden fra 2020 til 2024 har Skattestyrelsen afsluttet cirka 130.000 sager om udbytterefusion. Antallet af afsluttede sager er steget markant – fra cirka 5.000 sager i 2020 til cirka 40.000 sager i 2024.
Læs mere om Skattestyrelsens arbejde med udbytteområdet her.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk