28-10-2024

Løsning på problem med grundskyld på nyudstykkede boliger udvides
Der har i 2024 været sager fremme, hvor købere af nyudstykkede ejerboliger i enkelte tilfælde er skattepligtige for grundskylden på et større areal, end de ejer. Det problem enedes skatteministeren og partierne bag det nye ejendomsvurderingssystem i slutningen af september om hovedtrækkene i en løsning på for 2024, hvor staten har stået for opkrævningen.
Der har siden været udtrykt ønske om, at løsningen skulle udvides til også at omfatte 2022 og 2023, hvor kommunerne stod for opkrævningen.
”Reglerne skal ikke stå i vejen for, at kommunerne også får mulighed for at hjælpe borgerne. Det er ikke rimeligt, at man som boligejer uforvarende kan risikere at hænge på en stor skatteregning for grundskyld på jord, man aldrig har ejet. Derfor vil jeg foreslå forligskredsen, at kommunerne får samme mulighed for at eftergive eller tilbagebetale grundskyld i de her helt særlige tilfælde i 2022 og 2023”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Før 2024 stod kommunerne for opkrævningen, og skattemyndighederne havde fået det indtryk, at kommunerne i mange tilfælde har været tæt på sagerne og ydet konkret hjælp med at løse dem.
Konkret vil skatteministeren foreslå en model for forligskredsen, hvor kommunalbestyrelserne får lovhjemmel til for 2022 og 2023 efter ansøgning fra ejendomsejer og efter en konkret afgørelse at eftergive eller tilbagebetale grundskyld helt eller delvist i de tilfælde, hvor der er tale om en udstykket ejendom, og ejeren er efterladt med det oprindelige ejendomsidentifikationsnummer.
Fremadrettet arbejdes yderligere på en løsning, hvor skattepligten på nyudstykkede boliggrunde flyttes fra køber til sælger de første to år efter udstykningen. Derved kan køberne ikke komme i klemme, og sælger har mulighed for fx at tage højde for beskatningen i salgsprisen på de enkelte grunde.
Begge løsningsmodeller kræver lovgivning. De bagudrettede løsninger forventes at kunne vedtages i efteråret 2024 sammen med en række andre justeringer på ejendomsområdet. Lovforslag om den fremadrettede løsning forventes fremsat i foråret 2025 med forventet effekt fra skatteåret 2026.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk