Gå til indhold

Målrettet indsats mod hvidvask rammer plet - minister kalder på større engagement fra revisorer og advokater

9 ud af 10 af Skattestyrelsens kontroller i 2023 finder beviser for skatte- og momsunddragelse hos enkeltpersoner og virksomheder. Skatteministeren opfordrer til flere hvidvaskunderretninger fra advokater og revisorer.

I en årrække har Skattestyrelsen styrket indsatsen mod enkeltpersoner og virksomheder, der forsøger at hvidvaske penge fra deres kriminelle aktiviteter. De nyeste tal viser, at den skærpede kontrol mod hvidvask har effekt.

I 2023 gennemførte Skattestyrelsen mere end 2.000 kontroller mod skatte- og afgiftssvig, og heraf røg 9 ud af 10 af de kontrollerede enkeltpersoner og virksomheder i fælden.

”Jeg er forarget over enkeltpersoners og virksomheders forsøg på gennem hvidvask at undgå at bidrage til vores fælles kasse og finansieringen af velfærdssamfundet. Det går ud over alle de pligtopfyldende skattebetalere, og det skader tilliden til skattevæsenet. Derfor glæder det mig meget, at kontrolindsatsen også viser tydelige resultater,” siger skatteminister Jeppe Bruus.

Hvidvask ses eksempelvis ved, at en person eller virksomhed forsøger at få strafbare aktiviteter til at ligne reelle indtægter, der umiddelbart fremstår som lovlige. Det kan for eksempel være, at en person har udført sort arbejde, der aflønnes i kontanter, som derefter flyttes til en udenlandsk bankkonti gennem et mulddyr. Her kan pengene bruges til at købe højværdivarer, der ved videresalg fremstår som privat indbo.

Advokat- og revisorbranchen skal endnu mere på banen
I 2020 styrkede og samlede Skattestyrelsen indsatsen mod hvidvask i et særligt ’hvidvaskcenter’ på skattecentrene i Fredericia og Hjørring. Det skete som et led i regeringens reform af skattekontrollen, hvor der blev tilført flere ressourcer til indsatsområdet.

Finder Skattestyrelsen træf i hvidvaskkontrollerne, udsender styrelsen en efterfølgende regulering. Siden 2018 har Skattestyrelsens hvidvaskkontroller ført til, at der er udsendt opkrævninger for ca. 3,9 mia. kr., som ellers var forsøgt unddraget. Alene i 2023 førte kontrollerne til udsendte opkrævninger på ca. 760 mio. kr.

”Resultaterne viser, at kontrolindsatsen er nødvendig. Vi vil blive ved med at opspore personer, der begår skatteøkonomisk kriminalitet og etablerer sindrige selskabskonstruktioner. Vi skal sætte en stopper for deres undergravning af skattesystemet og den danske velfærdsmodel,” siger skatteministeren, der samtidig opfordrer både advokat- og revisorbranchen til at være på mærkerne i forhold til hvidvask.

”Skattemyndighederne er afhængige af underretninger til Hvidvasksekretariatet fra en lang række aktører. Størstedelen af underretningerne kommer fra pengeinstitutter og spiludbydere – ikke fra advokater og revisorer. Det er jeg bekymret over. Vi har brug for, at både advokater og revisorer viser, at de er på mærkerne i forhold til i højere grad at underrette Hvidvasksekretariatet om mulig hvidvask,” siger Jeppe Bruus. 

Hvidvasksekretariatet blev oprettet i 1993 og er en del af National enhed for Særlig Kriminalitet. Sekretariatet modtager, analyserer og videreformidler underretninger om mulig hvidvask og har til opgave at formidle resultaterne til kompetente myndigheder ved mistanke om hvidvask af penge – for eksempel Skattestyrelsen.         

Læs mere om Skattestyrelsens indsats mod hvidvask her.


Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk