Gå til indhold

Målrettet indsats sikrer rekordhøje 4,5 milliarder fra gældsramte virksomheder

Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over en målrettet indsats, der bremser opbygning af gæld hos tusindvis af virksomheder, og som samtidig sikrer milliarder i fælleskassen. Rekordmange virksomheder finder penge i sidste øjeblik og undgår dermed en konkursbegæring.

Flere virksomheder betaler deres gæld til det offentlige tidligere, hvilket minimerer risikoen for tab for fælleskassen. Det er resultatet af en intensiveret screeningindsats over for virksomheder med misligholdt gæld, som Gældsstyrelsen iværksatte i 2024.

I screeningindsatsen gennemgår styrelsen en virksomheds økonomiske situation for at vurdere, hvordan gælden til det offentlige kan betales, og forebygger, at  virksomheden  opbygger en større gæld til det offentlige.

I løbet af 2024 blev mere end 23.000 virksomheder gennemgået, hvilket er en stigning på 21 pct.t siden 2022. Indsatsen sikrede inddrivelse af misligholdt gæld på 4,5 milliarder kroner. Det er en stigning på 32 pct. på kun to år.

”Det er virkelig godt, at flere virksomhederne får betalt deres gæld til fælleskassen. Det viser, at Gældsstyrelsens tidlige indsats virker, og det er endnu et tegn på, at det går den rigtige vej med gældsinddrivelsen,” siger skatteminister Rasmus Stoklund og fortsætter:

”Jeg er glad for, at de politiske aftaler, vi har indgået på området, lader til at have skabt de rette rammer for at inddrive det, der tilkommer fællesskabet. Samtidig forhindrer indsatsen i højere grad det tab, som det offentlige lider, når insolvente virksomheder bliver begæret konkurs og dermed ikke kan betale det, de skylder,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Screeningsindsatsen giver blandt andet pote, når den leder til, at Gældsstyrelsen varsler en virksomhed konkurs. Flere virksomheder foretager nemlig indbetalinger efter at have modtaget varsel om konkurs, for dermed at afværge en egentlig konkursbehandling Mange virksomheder finder i sidste øjeblik midler til at betale gælden, hvilket er positivt både for virksomhederne og for fælleskassen. Provenuet fra konkurssager alene steg fra ca. 0,4 mia. kr. i 2022 til ca. 1,9 mia. kr. i 2024. Dermed er konkurssager også blevet en vigtig løftestang for hurtig gældsbetaling.

Indsatsen er målrettet alle virksomheder, uanset størrelse, med betydelig gældog er med til sikre fair konkurrence på markedet ift. de mange virksomheder, som betaler deres regninger til det offentlige til tiden.

Læs hele publikationen om screeningsindsatsen her

Pressekontakt:

Skatteministeriets pressefunktion:

Tlf. 72 22 23 24

E-mail: presse@skm.dk