04-12-2020
Markant afgiftslettelse sikrer 775.000 grønne biler
Regeringen er enig med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om en grøn omstilling af vejtransporten i Danmark. Aftalen sikrer tryghed for bilejerne de kommende år og indeholder initativer, der reducerer udledningen af drivhusgasser med 2,1 mio. ton og sikrer 775.000 grønne biler på vejene i 2030.
”Aftalen sikrer et markant løft i antallet af grønne biler. 775.000 grønne biler i 2030 er et meget stort løft i forhold til antallet af grønne biler på vejene i dag. Aftalen sikrer samtidig tryghed for bilejerne, så hverdagen for almindelige familier kan hænge sammen i hele Danmark”, siger skatteminister Morten Bødskov.
Aftalen giver bilejerne tryghed for, hvad det koster at have og købe en bil de kommende år. Således er der aftalt mindre afgiftsstigninger for konventionelle bilejere.
Lempelig indfasning af grønne afgifter og 1 million grønne biler
Med aftalen er partierne enige om, at registreringsafgiften på elbiler bliver indfaset mere lempeligt, end det ellers var planen. Det betyder, at de grønne bilkøbere i 2021 skal betale ca. 81.400 kr. mindre i registreringsafgift, end de ellers skulle have gjort.
Derudover bliver elafgiften til at oplade de grønne biler fortsat holdt nede, hvilket betyder, at ejerne af elbiler skal betale 2.550 kr. mindre om året i løbende afgifter, end de ellers ville have gjort.
”Nu tager vi endnu et vigtigt skridt mod at indfri regeringens ambitiøse 70 pct.-målsætning. Jeg er særligt glad for, at vi er enige om at sænke farten på indfasningen af afgifter på de grønne biler. Det understøtter, at de grønne biler stadig er økonomisk attraktive, indtil teknologien har gjort dem endnu billigere at producere”, siger skatteminister Morten Bødskov.
Aftalen indeholder desuden et krav om grønnere benzin og en CO2-differentieret kilometerbaseret vejafgift for lastbiler.
Udover de fastlagte initiativer i aftalen er partierne enige om, at ambitionen er 1 mio. elbiler på de danske veje i 2030. Derfor er det aftalt at holde et såkaldt pitstop i 2025, hvor partierne vil drøfte, om der er behov for yderligere initiativer.
Læs hele aftalen om grøn omstilling af vejtransporten
Læs mere
Læs mere om aftalen her:
- Faktaark - Afgiftsregler for personbiler
- Faktaark - Prisændring for konventionelle biler ved aftale om grøn omlægning af vejtransporten
- Faktaark - Prisændring for grønne biler ved Aftale om grøn omlægning af vejtransporten
- Faktaark - Løbende udgifter for biler ved Aftale om grøn omlægning af vejtransporten
Hent grafikker om indholdet i aftalen her:
- Grafik - Ny aftale sikrer 775.000 grønne biler i 2030
- Grafik - Tryghed for bilejerne
- Grafik - Ny aftale reducerer udledningen med 2,1 mio. ton CO2 i 2030
- Grafik - Billigere grønne biler