19-12-2025

Ny afgift på urenset spildevand skal sikre et renere vandmiljø
Når der falder store mængder regn på kort tid, kan kapaciteten i kloaksystemet og på renseanlæg blive overskredet. Derfor er der etableret såkaldte overløb, hvor det overskydende vand, der består af en blanding af regnvand og urenset spildevand udledes direkte til vandmiljøet. Urenset spildevand indeholder typisk høje koncentrationer af næringsstoffer som kvælstof og fosfor, der i større mængder har skadelig virkning på vandmiljøet. Ifølge DMI er årsnedbøren og det årlige antal ekstremnedbørshændelser stigende, og det øger risikoen for flere og større overløb.
I dag er der afgift på udledning af renset spildevand, men ikke på udledning af urenset spildevand fra overløb. For at sikre en ensartet afgiftsregulering på spildevandsområdet og understøtte den nationale kvælstofindsats har regeringen sammen med aftalekredsen bag ”Aftale om Implementering af et Grønt Danmark” (SF, LA, K og RV) besluttet at indføre en afgift på udledningen af urenset spildevand fra 2027.
”Når det regner kraftigt, ser vi alt for ofte, at der løber urenset spildevand ud i vores vandmiljø. Det er hverken rimeligt eller holdbart. Med den nye afgift gør vi det klart overfor spildevandsselskaberne, at de i langt højere grad skal forebygge overløb, og at overløb skal være sidste udvej. Vi skal sikre et rent vandmiljø til den næste generation, og denne afgift er endnu et skridt i den retning” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.
”Vi skal have mere liv tilbage i de danske farvande – det er hele pointen med grøn trepart. Her ser vi selvfølgelig også på forureningen fra vores spildevand, fordi der tegner sig en fremtid med endnu flere voldsomme regnskyl og dermed overløb på vores spildevand. Den nye afgift kan give spildevandselskaberne en økonomisk grund til at reducere overløbsmængderne. Samtidig øger afgiften incitamentet til flere målinger af overløbsmængderne, fordi mere præcise opgørelser betyder en lavere afgiftssats,” siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus.
”Vi skal begrænse udledning af kvælstof til vores vandmiljø og overløb fra urenset spildevand. Målet er renere vand og et miljø i ligevægt, og vi skal derfor se på alle kilder, der presser vores vandmiljøer. Det er sund fornuft, at både udledning af renset og urenset spildevand pålægges afgift.,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Den nye afgift betyder, at spildevandsudledere skal betale en afgift på udledning af urenset spildevand fra overløb. Afgiften vil svare til den eksisterende afgift på renset spildevand og dermed afspejle udledningen af kvælstof, fosfor og organisk stof til vandmiljøet. Planlagte overløb som følge af renovering eller nødoverløb som følge af uheld på spildevandssystemet vil også være omfattet af afgiften på overløb. Afgiften på ledningsført vand nedsættes fra 2029, hvilket modgår virkningen for vandforbrugerne.
Udskydning af afgift på udbragt landbrugskalk
Aftalepartierne har samtidig besluttet at udskyde den planlagte indfasning af CO2e-afgiften på landbrugskalk fra 2028 til 2030. Der lægges op til, at afgiften skal være 750 kr. pr. ton CO2e (2022-priser) i 2030 som allerede aftalt.
Udskydelsen sker som følge af ardministrative udfordringer med implementering af afgiften, og usikkerhed om CO2e-effekterne ved udbredelse af kalk på marker og derfor også af effekterne ved en afgift. CO2e-effekterne forventes afklaret nærmere i 2028. Derefter vil regeringen og aftalepartierne tage stilling til den videre proces for afgiften.
Læs mere her.
Fakta:
Afgiftsgrundlaget baseres på eksisterende opgørelser under Miljøministeriets ressort, hvor spildevandsudledere skal indberette overløb til Portal for Udledning af Spildevand (PULS).
Spildevandsudledere kan vælge mellem tre metoder til at opgøre afgiftsgrundlaget:
Ved måling af koncentrationen (kg per m3) af udledt kvælstof, fosfor og organisk stof i overløbsvandet samt måling af vandmængden (m3).
2. Ved måling af vandmængden (m3).
3. Ved en modelbaseret skematisk opgørelse af vandmængden (m3). Vandmængden fastsættes pba bl.a. nedbørsdata og størrelsen på kloaksystemet.
Spildevandsudledere vil forud for afgiftsperioden skulle indmelde metoden.
Aftalepartierne udtaler:
Erling Bonnesen (V):
”Nu strammer vi op på udledning af urenset spildevand. Udledning af urenset spildevand fra overløb er fyldt med næringsstoffer, der mange steder udledes direkte til vores vandmiljø. Det er kun rimeligt, at vi sætter ind alle de steder, hvor der kan findes bidrag til et bedre vandmiljø, og for Venstre har det længe været en vigtig prioritet at få en afgift på urenset spildevand. Det leverer vi nu på. Samtidig har vi også brug for mere viden om, hvor meget urenset spildevand, der reelt udledes til vores vandmiljø. Derfor er jeg også glad for, at regeringen vil udarbejde et oplæg til, hvordan vi kan sikre en mere præcis overvågning, fx via opsætning af flowmålere.”
Claus Jørgensen (SF):
”Jeg er glad for, at vi nu via en afgift giver kommunerne et incitament til at undgå spildevandoverløb. For det simpelthen for ulækkert og skidt for miljøet, at urenset kloakvand ender i vores fjorde.”
Pernille Vermund (LA):
“I dag bliver der udledt store mængder urenset spildevand, som ryger direkte ud i vores havmiljø. Det er desværre gratis for spildevandsudlederne. Med den her aftale indfører vi en afgift på urenset spildevand, som forhåbentlig er første skridt til at stoppe den praksis. Provenuet fra afgiften anvendes til at finansiere en to-årig udskydelse af CO2-afgiften på udbragt landbrugskalk. I Liberal Alliance mener vi, det er vanvittigt, at vi i 2025 stadig udleder store mængder urenset spildevand til vores havmiljø. Den her aftale er et skridt i den rigtige retning og vi ser frem til at følge op på det.”
Per Larsen (K):
“Med denne aftale har vi fået strammet op på håndteringen af urenset spildevand, hvilket har været vigtigt for Det Konservative Folkeparti i den grønne trepart. Det er et vigtigt skridt for både vandmiljøet og en mere konsekvent miljøregulering.”
Zenia Stampe (RV):
“Det er positivt, at vi nu indfører en afgift på urenset spildevand. Men vi er lodret uenige i, at provenuet skal bruges til at finansiere udskydelsen af en planlagt klimaafgift i landbruget. Det er ikke første gang, at nødvendige indsatser i landbruget udskydes, og at regningen sendes videre til danskerne. Desværre stod vi alene med det synspunkt i forligskredsen, og det er ikke nok til at nedlægge veto.”
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk