27-02-2025

Ny aftale om gæld: Hammeren vil falde hårdt, hvis du begår kriminalitet
Borgere, der er hårdt økonomisk pressede, kan i helt særlige tilfælde få en hjælpende hånd fra samfundet og få eftergivet deres gæld til det offentlige helt eller delvist. Med eftergivelse af gæld til det offentlige er der således tale om en håndsrækning fra fællesskabet. Et bredt flertal i Folketinget er nu blevet enige om, at denne håndsrækning fremover skal komme med en betingelse om, at borgeren holder sig ude af kriminalitet. Det er krænkende for retsfølelsen, hvis skyldnere, der har fået eftergivet gæld til det offentlige, efterfølgende begår kriminalitet og dermed ikke har gjort sig fortjent til fællesskabets hjælpende hånd.
Med aftalen er der nu en konkret model for, at alle, der får en hjælpende hånd fra fællesskabet, også har et incitament til at holde sig ude af kriminalitet, idet det vil få store økonomiske konsekvenser at begå kriminalitet, da gælden i så fald vil genopstå.
Med andre ord – hammeren falder hårdt, hvis du begår kriminalitet efter at have fået eftergivet gæld til det offentlige.
”Det er en stor chance, man får ved at få eftergivet sin gæld til det offentlige. Derfor må det heller ikke være en gratis omgang ved, at man potentielt kan vandre ud og begå kriminalitet uden konsekvenser for eftergivelsen. Derfor er jeg glad for, at et bredt flertal er enige i, at håndsrækningen fra fællesskabet skal komme med en række betingelser, så vi lader hammeren falde hårdt, hvis man begår kriminalitet efter en gældseftergivelse og dermed ikke gør sig fortjent til den hjælpende hånd, man har fået”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Aftalen vil omfatte alle borgere, der helt eller delvist får eftergivet gæld til det offentlige, og indebærer, at gælden genopstår, hvis borgeren inden for en femårig periode fra eftergivelsen sigtes for kriminalitet, hvor der ved endelig dom idømmes fængselsstraf (betinget/ubetinget), forvaring, ungdomssanktion eller foranstaltning.
Skatteordfører Preben Bang Henriksen (V) udtaler:
”Den aftale, vi nu indgår, er en tilfredsstillende løsning på det skisma, at man helst skal videre i samfundet som et lovlydigt menneske, men samtidig gerne skal ud af sin gæld efter en straffesag.
En gæld på 50.000 kr. eller 100.000 kr. efter en straffesag er for folk uden aktiver i realiteten umulig at betale med beskattede penge, hvilket ofte kan føre til ny kriminalitet.
Med aftalen er der nu sat en endegyldig stopper for, at man ikke kan fortsætte den kriminelle løbebane og samtidig få eftergivet sin gæld til det offentlige. Den dømte kan og skal træffe et valg.”
Skatteordfører Mohammad Rona (M) udtaler:
”Det er en positiv udvikling, at kriminelle kommer ud af den kriminelle løbebane. Der kan være tale om tidligere rocker- eller bandemedlemmer, der har lagt det gamle liv bag sig, og nu vil fokusere på et liv, hvor kriminaliteten ikke fylder mere. Men det kommer med en stor pris, og den pris hedder den pagt, man indgår med det resterende samfund og det offentlige. Fordi det er og skal ikke være en gratis omgang at få eftergivet sin gæld til det offentlige. Jeg er meget glad for, at vi sammen nu har opsat en lang række betingelser for, hvordan og i visse tilfælde, man kan få eftergivet sin gæld – ligesom vi er blevet enige om, hvordan hammeren skal falde, hvis man oplever et tilbagefald til den kriminelle løbebane.”
Skatteordfører Anders Kronborg (S) udtaler:
”I Socialdemokratiet mener vi ikke, at folk skal pisse på fællesskabet. Derfor er aftalen rimelig, for når borgere, der får en håndsrækning fra fællesskabet, skal de ikke misbruge den hjælpende hånd efterfølgende.”
Retsordfører Betina Kastbjerg (DD) udtaler:
”Vi har set for mange eksempler på, at især rockere og bandemedlemmer får sløjfet deres gæld for at vende direkte tilbage i den kriminelle løbebane. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, og derfor har det været vigtigt, at vi fik strammet op. Det gør vi nu, så hvis man falder tilbage i kriminalitet – også selvom det kun er mindre af slagsen – ja så falder hammeren altså, og så skal man betale tilbage. Derudover ser jeg frem til at genbesøge punktet omkring bødestraffe, som stadig er uafklaret.”
Skatteordfører Karsten Filsø (SF) udtaler:
”Vi har de seneste år sikret bedre værktøjer i forhold til at hjælpe skyldnere i svære økonomiske situationerne. Så man med eftergivelse af gæld til det offentlige får en håndsrækning fra fællesskabet og en chance til. Det kommer nu til at være sådan, at det sker med den betingelse, at borgeren holder sig ude af kriminalitet, selvfølgelig uden at gælden igen opstår, hvis man blot får en fartbøde.”
Retsordfører Steffen Larsen (LA) udtaler:
”Denne aftale er med til at styrke muligheden for, at kriminelle forlader deres løbebane og kommer på bedre og mere konstruktive formål med deres liv. Den er også med til at hjælpe skatteskyldnere til et nyt liv og en ny chance, hvilket hjælper folk med at få en fornyet mulighed for opadgående social mobilitet.”
Skatteordfører Frederik Bloch Münster (K) udtaler:
”Det at eftergive gæld til det offentlige er noget, der gives til borgere, der er hårdt pressede i yderste særtilfælde. Når samfundet giver borgere en ny start, skal de ikke forråde alles tillid ved at begå kriminalitet efterfølgende. Derfor er jeg meget glad for, at man endelig får strammet op, så gæld til det offentlige genetableres, hvis folk begår kriminalitet i fremtiden. Vi skal værne om danskernes retssikkerhed, og sikre at en fremstrakt hånd fra samfundet er betinget af, at man kan overholde loven. Derfor er Det Konservative Folkeparti selvfølgelig med i denne aftale.”
Retsordfører Rosa Lund (EL) udtaler:
”Vi synes det er vigtigt at vi i dag har gældseftergivelsen som mulighed, og vi ønsker derfor ikke at ordningen skal bringes i fare på grund af nogle enkelte individers handlinger. Derfor er vi med i aftalen, da vi håber at det kan være med til at skabe et fundament for at få den massivt voksende gæld til det offentlige nedbragt, da rigtig mange aldrig vil kunne betale deres gæld af – særligt på grund af de høje renter.”
Skatteordfører Samira Nawa (RV) udtaler:
”Gældseftergivelse er et vigtigt og godt redskab til borgere, som har brug for netop dette for at kunne stå på egne ben igen. Men det hører ingen steder hjemme, at man både tager imod fællesskabets udstrakte hånd i form af gældseftergivelse og samtidig vender fællesskabet ryggen ved at begå kriminalitet.”
Skatteordfører Christina Olumeko (ALT) udtaler:
”Alternativet er glade for at være med til at kunne understøtte, at mennesker med uoverskuelig gæld kan få gældseftergivelse, så de kan komme videre med deres liv. Samtidig mener vi, at det er rimeligt, at en gældseftergivelse fra samfundets side stilles med en betingelse til borgeren om, at der ikke begås grov eller meget grov kriminalitet, som f. eks vold eller bedrageri. Derfor støtter Alternativet op om aftalen om betinget eftergivelse af gæld.”
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk