Gå til indhold

Ny CO2-differentieret og kilometerbaseret vejafgift for lastbiler

Fra 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor meget CO2 de udleder. Det er regeringen og et flertal i Folketinget netop blevet enige om. Aftalen er endnu et skridt på vejen til at realisere målet om 70 pct. drivhusgasreduktion i 2030.

Fremover skal lastbiler betale vejafgift i Danmark alt efter, hvor meget CO2 der udledes fra kørslen. Det er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten enige om.

Ændringen sker fra 2025, så vognmænd m.fl. får mulighed for at omstille sig. Den samlede aftale skønnes at reducere CO2-udledningen med ca. 0,3 mio. ton i 2025 og ca. 0,4 mio. ton i 2030.

”Vi skal have flere grønne lastbiler på de danske veje, der udleder mindre CO2 til gavn for vores klima og miljø. Derfor er det helt nødvendigt, at vi omlægger vores afgifter, så forureneren i højere grad betaler. Derfor er jeg godt tilfreds med dagens aftale om en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, som sikrer, at der fremover skal betales afgift alt efter, hvor meget CO2 lastbilen udleder, og hvor langt der køres”, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Udover at skubbe på den grønne omstilling af den danske vejtransport, betyder den kilometerbaserede afgift, at de omkostninger som lastbiltrafikken medfører i form af ulykker, støj, luftforurening og bidrag til trængsel mv., i højere grad end i dag bliver dækket.

Afgiften træder i kraft fra 1. januar 2025, hvor Danmark også træder ud af samarbejdet om den eksisterende periodebaserede vejbenyttelsesafgift for lastbiler (Eurovignetten). Deruover indebærer aftalen, at der gennemføres en ændring i de nationale regler om vægt og dimensionering af lastbiler i vejgodstransporten samt initiativer til at forbedre vilkårene for banegods i Danmark.

”Vi står i en situation, hvor der allerede nu er mangel på chauffører, og hvor vi ved, at vi  skal spare på de fossile brændstoffer i de kommende år - både af hensyn til klimaet og vores afhængighed af olie. Derfor er det sund fornuft at give erhvervet muligheder for at fragte mere gods med den enkelte lastbil,” siger transportminister Trine Bramsen.

Læs aftalen her
Læs faktaark til aftale her

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk