20-09-2024
Ny departementschef i Skatteministeriet
Merete Agergaard kommer fra en stilling som direktør for Skattestyrelsen, hvor hun har været direktør siden 2018.
Skatteminister Rasmus Stoklund siger:
”Med ansættelsen af Merete Agergaard som ny departementschef i Skatteministeriet får vi en erfaren topleder med bred erfaring fra centraladministrationen. Merete Agergaard har et indgående kendskab til Skatteministeriets koncern, som med en kompleks opgaveportefølje har en utrolig vigtig samfundsmæssig opgave. Merete Agergaard er den helt rigtige til at fortsætte udviklingen af Skatteministeriet, og jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde med Merete.”
Tiltrædende departementschef Merete Agergaard siger:
”Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med skatteministeren, og jeg ser det som et stort privilegium at sikre betjeningen af ministeren, regeringen og Folketinget på et område, der har betydning for alle borgere og virksomheder i Danmark. Jeg glæder mig utrolig meget til at stå i spidsen for alle de dygtige medarbejdere i Skatteministeriet.”
Merete Agergaard er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og har tidligere bl.a. været direktør i Arbejdsskadestyrelsen og afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet.
Merete Agergaard tiltræder stillingen som departementschef i Skatteministeriet den 23. september 2024.