04-06-2025

Ny status i udbyttesagen: 3,8 mia. kr. er tilbage i statskassen
Det går fortsat fremad med Skatteforvaltningens arbejde med at hjemføre penge i de civilretlige sager om formodet svindel med refusion af udbytteskat. Helt præcist er Skatteforvaltningen ifølge en ny status lykkedes med at hjemføre ca. 3,8 mia. kr. Det er ca. 200 mio. kr. mere end ved den seneste status, der blev offentliggjort den 19. december 2024.
Skatteminister Rasmus Stoklund har i dag oversendt et aktstykke til Folketingets Finansudvalg, hvor der orienteres om fremdriften i arbejdet.
”Hele sagen om den formodede svindel med refusion af udbytteskat er den største bedragerisag i danmarkshistorien – og den udfordrer fortsat min og danskernes retsfølelse. Derfor er jeg også tilfreds med, at Skatteforvaltningens arbejde med at hjemføre pengene bærer frugt, og at der nu er kommet 3,8 mia. kr. tilbage, hvor de hører hjemme – nemlig i den danske statskasse”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
I aktstykket, der onsdag er oversendt til Folketinget, har Skatteforvaltningen i samarbejde med Kammeradvokaten opdateret skønnet for både indtægter og udgifter relateret til de civilretlige sager i Udbyttesagskomplekset. Skønnene for både indtægter og udgifter er uændrede. Dermed er det fortsat forventningen, at Skatteforvaltningen kan hjemføre mellem 8,5 og 9,5 mia. kr., mens udgifterne til at føre sagerne kan løbe op i 4,3 mia. kr. for perioden 2017-2028. Begge skøn er behæftet med væsentlig usikkerhed.
Skatteforvaltningen iværksatte i 2018 i samarbejde med Kammeradvokaten en række civilretlige tiltag i svigskomplekset i flere lande for at stille de involverede aktører til ansvar. Der er aktuelt ca. 400 søgsmål mod personer og selskaber i en lang række lande – herunder USA, England, Dubai, Malaysia, Canada, Holland og Danmark. De civilretlige sager har til formål at tilbageføre så stor en del af de ca. 12,7 mia. kr., som den danske stat er formodet svindlet for.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk