15-01-2019

Nye tal: Danskerne bruger BoligJobordningen i stor stil
Danskerne bruger i stor stil BoligJobordningen til at få fradrag fra bl.a. rengøring, børnepasning og energirenovering i hjemmet. Således er der givet over 11 milliarder kroner i fradrag i perioden 2015 til 2017. Det viser seneste Aktuelle Skattetal fra Skatteministeriet.
Større aktivitet i hele landet
Fradragene hjælper dog ikke kun danskerne til at få en lettere hverdag og grønnere boliger. BoligJobordningen bidrager også til aktivitet i hele landet. Alene i 2017 fik danskerne et skattefradrag for lønudgifter under BoligJobordningen, der svarer til ca. 2.800 fuldtidsansatte håndværkere i et år.
”Jeg er glad for, at så mange danskere benytter BoligJobordningen. Den bidrager til aktivitet i hele landet og hjælper samtidig hundredtusinder af danskere til at få lavet mere energivenlige boliger og letter hverdagen gennem fradrag til energirenovationer, børnepasning og rengøring”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Permanent ordning
Siden den daværende VK-regering indførte ordningen i 2011, har den skiftet form flere gange. Den blev gjort permanent som led i aftalen om finansloven for 2018, så danskerne også fremover kan få fradrag for bl.a. rengøring i hjemmet og håndværksydelser til energirenovering af boligen.
Læs publikationen "Aktuelle Skattetal om BoligJobordningen" her.