Gå til indhold

Nye tiltag skal bekæmpe aggressiv markedsføringskultur og spilafhængighed

Skatteministeren har i dag mødtes med Folketingets partier til en drøftelse af nye tiltag, som skal medvirke til at bekæmpe udbredelsen af spilafhængighed. Blandt initiativerne er nye regler for markedsføring, beskyttelse af børn og unge samt bedre hjælp til behandling.

Udbredelsen af pengespilsproblemer er gennem de seneste år steget markant. Det betyder, at næsten hver tiende voksne dansker i dag har problemer med pengespil.

Det har fået skatteminister Jeppe Bruus til at indkalde Folketingets partier til en drøftelse af en række konkrete tiltag, som skal medvirke til at vende udviklingen.

Tiltagene skal for det første sætte en stopper for aggressiv markedsføringskultur ved bl.a. at indføre et forbud mod spilreklamer før, under og efter sportskampe.

For det andet skal børn og unge i højere grad beskyttes. Derfor skal bl.a. professionelle sportsudøvere ikke kunne indgå i reklamer for pengespil. Desuden skal det undersøges, om salget af loot boxes kan reguleres.

For det tredje skal rammerne for forebyggelse og behandling af spilafhængighed forbedres.

Ifølge skatteministeren er der tale om vidtgående, men nødvendige tiltag.

”Vi er vidne til en alarmerende stigning i antallet af danskere, der lider af pengespilsproblemer. Det kan vi som politikere ikke sidde overhørig, og jeg mener faktisk, at der er behov for at iværksætte nogle gennemgribende tilag. Jeg ser derfor frem til at præsentere regeringens udspil for Folketingets partier, så vi kan få et sundt spilmarked i Danmark, hvor færre bliver afhængige af pengespil”, siger Jeppe Bruus.

Regeringens udspil kan læses her.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk