09-11-2023
Nyt udspil viser vejen til grøn luftfart
Danmark skal gå forrest i kampen for en mere bæredygtig luftfart og vise det gode eksempel for resten af verden. Derfor har regeringen netop fremlagt et nyt udspil, som blandt andet vil gøre det muligt, at Danmark allerede i 2025 har en grøn indenrigsrute, mens indenrigsluftfarten senest i 2030 skal være helt grøn.
Udspillet indeholder derudover en ny pulje til grøn omstilling, ekstra midler til at understøtte de mindre regionale lufthavne og et løft af ældrechecken. Udspillets initiativer finansieres af en passagerafgift. Afgiften vil vil blive indfaset gradvist fra 2025 og være fuldt indfaset i 2030. Den vil i gennemsnit ligge på 70 kr. i 2025 og 100 kr. pr. rejse i 2030, men vil være forskellig efter, hvor lang flyveturen er.
“Luftfarten binder Danmark og verden sammen. Samtidig skaber den vækst og oplevelser – men luftfarten fylder for meget i CO2-regnskabet. Derfor skal vores flyrejser være grønnere. Med en grønnere indenrigsluftfart anviser vi vejen til en grønnere luftfart”, siger skatteminister Jeppe Bruus.
“Når vi flyver, belaster vi klimaet, og derfor skal vi give luftfarten grønne vinger. Det gør vi bl.a. med en passagerafgift, som gør det muligt at etablere en grøn indenrigsrute allerede i 2025 – og hel grøn indenrigsluftfart i 2030. Luftfartssektoren i Danmark skal – præcis som alle andre brancher – få sit klimaftryk ned og med ind i en grøn fremtid. Vi vil skabe den forandring, så også de grønne fly bliver til virkelighed,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
“Med udspillet sikrer vi støtte til de mindre regionale lufthavne. Indenrigsruterne er ikke mindst vigtige for erhvervslivet, som har brug for at komme hurtigt frem og tilbage mellem landsdelene. Med udspillet er vejen nu også banet for en 100 pct. grøn indenrigsrute i 2025 ”, siger transportminister Thomas Danielsen.
Initiativerne i udspillet:
- Passagerafgift på flyrejser
Der indføres en passagerafgift på flyrejser, som skal være med til at finansiere den grønne omstilling af luftfarten. Afgiften bliver indfaset gradvist fra 2025 og vil være forskellig alt efter, hvor lang flyveturen er. Når afgiften er fuldt indfaset i 2030, vil den gennemsnitligt være på 100 kr. pr. rejse.
- Grøn indenrigsrute fra 2025
Fra 2025 skal der udbydes en grøn indenrigsrute. Det vil give lufthavne og luftfartsselskaber mulighed for at afprøve grønne teknologier og samtidig skabe større efterspørgsel efter både grønne rejser og grøn teknologi. Regeringen vil afsætte knap 800 mio. kr. i perioden 2025-2029 til en grøn indenrigsrute.
- Helt grøn indenrigsluftfart i 2030
Der udbydes en tilskudsordning, der kan understøtte, at alle indenrigsflyvninger i 2030 er helt grønne. Regeringen foreslår at afsætte ca. 1,5 mia. kr. i støtte hertil i perioden 2027-2033.
- Understøttelse af de danske lufthavne
Passagerafgiften vil ramme de mindre regionale lufthavne hårdere end landets store lufthavne, da der skal betales afgift begge veje på en indenrigsflyvning. Derfor vil regeringen give de mindre regionale lufthavne en hjælpende hånd og dermed understøtte et Danmark i balance. Regeringen foreslår, at der afsættes ca. 550 mio. kr. til tiltag målrettet de danske lufthavne og den danske luftfartssektor.
- Ekstra pulje til grøn omstilling
En andel af provenuet fra en ny passagerafgift på flyrejser skal kanaliseres tilbage til branchen og på den måde understøtte omstilling af sektoren yderligere.
Regeringen forslår derfor, at der afsættes ca. 1 mia. kr. i perioden 2025-2033 til en ekstra pulje til grøn omstilling af luftfarten.
- Mulighed for pitstop
Der gennemføres et “pitstop” i 2027, hvor passagerafgiften kan evalueres.
- Forhøjelse af ældrechecken
Ældrechecken, som knap 300.000 pensionister modtager én gang om året, forhøjes fra d. 1. januar 2025 med 4.800 kr. Forhøjelsen finansieres af passagerafgiften og skal bidrage til at forbedre økonomien for folkepensionister med de laveste indtægter og formuer.
Læs faktaark om tiltag for de mindre, regionale lufthavne her.
Læs faktaark om ældrecheck og forslag om forhøjelse.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk