Gå til indhold

Papirarbejde lettes for danske virksomheder

Transfer pricing-dokumentation skal fremover målrettes indsatsen mod skattespekulation og skatteundgåelse. Derfor foreslår regeringen en lempelse af reglerne i rent danske forhold.

Selskaber inden for samme koncern skal i dag udarbejde en særlig transfer pricing-dokumentation, der redegør for, at der ved transaktioner mellem parter, der har fælles interesse er handlet til priser og vilkår, som svarer til de priser og vilkår, som uafhængige parter ville have handlet til.

Nu foreslår regeringen, at man letter papirarbejdet for visse danske koncerner. 

Lempelsen gælder for transaktioner mellem danske selskaber i samme koncern, så dokumentationspligten kun finder anvendelse i de situationer, hvor der er en risiko for, at der kan ske skatteundgåelse og skattespekulation. Den særlige dokumentationen skal ikke uarbejdes ved transaktioner mellem to selskaber, som begge er undergivet almindelig selskabsbeskatning.

”Hammeren skal falde så hårdt som muligt overfor de personer og virksomheder, der ønsker at snyde fællesskabet i skat. Men samtidigt skal vi gøre det så nemt som muligt for de mange, der svarer enhver sit. Derfor foreslår regeringen, at kravene til transfer pricing-dokumentation i rent danske forhold lempes og målrettes, så det bliver mere enkelt for virksomhederne i den her type sager,” siger skatteminister Morten Bødskov. 

Transfer pricing drejer sig om prisfastsættelsen af salg af varer, serviceydelser mv. mellem parter, der har fælles interesse. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal denne prisfastsættelse foretages på armslængdevilkår, dvs. at priser og vilkår skal være fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået mellem uafhængige parter. 

Regeringens forslag går ud på at lette papirarbejdet ved transaktioner mellem selskaber, der beskattes ens og er inden for samme koncern i Danmark, så man fremover ikke pålægger erhvervslivet unødige byrder.

Lovændringen sendes i høring onsdag den 23. juni 2021 og foreslås at træde i kraft den 1. januar 2022. 

Pressekontakt: 
Skatteministeriets pressefunktion: 
Tlf. 72 22 23 24 
E-mail: presse@skm.dk