14-05-2025

Rasmus Stoklund efter rekordår for kontroller af nikotin og tobak: ”Vi skal ikke finde os i snyd”
Der blev gennemført kontroller af tobaks- og nikotinprodukter som aldrig før i 2024. I alt blev over 1.200 kontroller gennemført for at sikre, at der blev betalt de korrekte afgifter af nikotinprodukter, og det er rekord.
Og indsatsen kan betale sig: Siden 2020 har Skattestyrelsen udsendt afgiftsopkrævninger for over 1 mia kr. som følge af tobaks- og nikotinkontroller. Det glæder skatteminister Rasmus Stoklund:
”De, der ikke betaler de korrekte afgifter, snyder fællesskabet. Og vi kan se fra Skattestyrelsens andre kontrolindsatser, at der er brancher – fx kioskerne – hvor moralen er lav, og hvor der snydes med afgiftsbetalingerne. Det skal vi ikke finde os i, for det er vigtigt for retsfølelsen, fællesskabet og vores samfundsøkonomi, at der bliver betalt det korrekte i skat og afgifter. Derfor er jeg glad for, at vi kan se, at den styrkede kontrol virker og viser flotte resultater. Og kioskerne skal mærke, at myndighederne ånder dem i nakken med kontrol. For der skal slås hårdt ned på dem, der snyder fællesskabet,” siger skatteministeren.
I Danmark skal der betales afgift af tobak- og nikotinprodukter som fx cigaretter, røgtobak, røgfri tobak, e-væske, e-cigaretter til engangsbrug og nikotinposer. Derfor gennemfører Skattestyrelsen løbende kontrol af kiosker, butikker og andre salgssteder, der sælger afgiftspligtige tobaks- og nikotinprodukter. Skattestyrelsen kan konstatere, at der særligt i kiosker er udfordringer med korrekt afregning af afgifter på varer, herunder særligt nikotinprodukter.
I perioden fra 2020 til 2024 har Skattestyrelsen gennemført mere end 3.300 tobaks- og nikotinkontroller, og siden 2022 er kontrolindsatsen især blevet intensiveret, efter der blev indført nye afgifter i oktober 2022.
Læs hele publikationen om kontroller af nikotinprodukter her.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk