Gå til indhold

Regeringen sikrer hjælpende hånd til bilforhandlerne

Bilbranchen er hårdt presset som følge af coronakrisen og omlægningen af bilafgifterne. Nu er der fundet en løsning, som betyder, at forhandlerne kan vente med at betale registreringsafgiften for marts måned til den 15. november. Det øger forhandlernes likviditet med 1½ milliard kroner, uden det udsætter den grønne omstilling på de danske veje.

Coronakrisen sætter sine tydelige spor overalt i dansk erhvervsliv. Det gælder også i bilbranchen, der er udfordret af både coronakrisen og af aftalen om en grøn omstilling af vejtransporten. Aftalen betyder nemlig, at der frem til 1. juni skal indbetales registreringsafgift pba. gældende regler, hvorefter der, når de nye regler er trådt i kraft, sker evt. tilbagebetaling/efteropkrævning.

Det vil  have en negativ økonomisk effekt frem til 1. juni for de bilforhandlere, der især sælger de grønne biler.

For ikke at bremse salget af de grønne biler er regeringen og et flertal i Folketinget derfor enige om at udskyde betalingsfristen for registreringsafgift for marts fra den 15. april til den 15. november 2021. Det øger bilforhandlernes likviditet med 1½ milliard kroner.

”Vores løsning sikrer, at bilforhandlerne ikke bliver ramt unødigt hårdt på pengepungen midt i en tid, hvor coronakrisen allerede sætter sit præg på branchen og mange andre brancher. Samtidigt undgår vi at sætte den grønne omstilling på pause. Vi har med andre ord fundet en model, der kommer bilforhandlerne og ikke mindst den grønne omstilling til gode”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Bag løsningen står partierne bag aftalen om grøn omstilling af vejtransport (Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten).

Lovforslaget om udskydelsen forventes fremsat den 15. januar og vil efter planen blive hastebehandlet af Folketinget, så der hurtigst muligt kan sikres tryghed for bilforhandlernes økonomi.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk