Gå til indhold

Regeringen vil stramme grebet over for kiosker og detailbutikker for at stoppe svindel og snyd

Grebet skal strammes over for kiosker og mindre detailbutikker for at komme udfordringerne med svindel og snyd til livs. Derfor iværksættes der nu et endnu tættere og bredere fælles skærpet tilsyn på tværs af myndigheder under Skatteministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet, Indenrigs- og sundhedsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Ulovlige tobaks- og nikotinprodukter og lattergas, der bliver gemt i køleskabe og postkasser. Grove skatte- og momsfejl. Ulovlige puffbars, der sælges til børn og unge. Illegal handel med euforiserende stoffer og punktafgiftspligtige varer. Social dumping, sort arbejde og gammelt slik.

Listen over eksempler på lovovertrædelser og snyd er lang, når myndighederne har været på kontrol i kiosker og mindre detailbutikker de senere år. Det skal der sættes en effektiv stopper for, mener regeringen. Derfor lanceres der nu en styrket kontrol med et fælles, skærpet tilsyn på tværs af myndigheder under seks ministerier.

Konkret vil det fælles koordinerede tilsyn bestående af medarbejdere fra Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet gennemføre en række, større koordinerede fælles aktioner mod landets kiosker og mindre detailbutikker i løbet af 2025.

Aktionerne vil have et bredt fokus på svindel på tværs af myndighedernes områder – med et særligt fokus på tobak, nikotin og alkohol. Og den fælles styrkede myndighedsindsats over for kioskmiljøet skal både sikre fair konkurrence samt beskyttelse over for forbrugerne, ligesom tilsynet skal sikre en mere effektiv kontrol ved, at potentielle overtrædelser konstateres samtidigt på tværs af flere myndigheders ressortområder.

Skatteminister Rasmus Stoklund udtaler:
”Vi vil ikke acceptere snyd og svindel i landets kiosker. Og vi skal slå endnu hårdere ned over for dem, der ikke følger de regler, vi nu en gang har besluttet i Danmark og dermed snyder fællesskabet. For det er helt afgørende for retsfølelsen, fællesskabet og vores samfundsøkonomi, at der bliver betalt det korrekte i skat og afgifter. Den styrkede indsats vil gå målrettet og hårdt efter dem, der bevidst snyder fællesskabet”.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
”Vi har et ansvar for at passe på vores børn og unge. Derfor skal vi have stoppet salget af ulovlige produkter som puff bars med søde smage og højt nikotinindhold. Samtidig har det alt for længe været alt for let for mindreårige at købe tobak, nikotin og alkohol, selvom de ikke er gamle nok.  Det skal vi til livs, og derfor sætter vi nu hårdt ind mod de forhandlere, der bryder loven.”

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
”Alt for mange kiosker ser stort på vores fælles spilleregler. Som justitsminister er jeg derfor glad for, at vi nu samler kræfterne på tværs af myndigheder og styrker tilsynet med kiosker, så det bliver nemmere at gribe ind over for snyd, bedrageri og ulovligt salg af varer til bl.a. børn og unge.”

Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
”Kiosker skal ikke være et fristed for svindel. Det er helt uacceptabelt, når kiosker systematisk træder ved siden af lovgivningen ved f.eks. at sælge ulovlige produkter som puff bars til mindreårige. Derfor er vi nødt til at slå ring om vores børn og unge, så de ikke får fingrene i tobaksprodukter, der ligner slik og smager af frugt, men som er fyldt med nikotin. For det er slet og ret ulovligt. Derfor strammer vi nu grebet, så de, der snyder, ved, at vi kommer efter dem."

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler:
”Vi vil ikke finde os i den fuldkommen uacceptable sorte økonomi, der foregår i visse kiosker og små detailbutikker. Det skal stoppes, og derfor bakker jeg fuldtonet op om den nye tværgående indsats. Samtidig forventer jeg, at indsatsen slår hårdt ned på socialt bedrageri, hvor medarbejdere samtidig er på overførselsindkomster."

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen udtaler:
"Det er vigtigt, at vi har en god og effektiv kontrol af fødevarebutikkerne i Danmark. Forbrugerne skal kunne vide sig helt sikre på, at varerne i butikkerne er mærket med den rigtige ingrediensliste, og at butikken har styr på, hvor varerne kommer fra. Jeg glæder mig derfor over, at vi nu styrker den fælles myndighedsindsats, så vi kan komme svindlen til livs." 

 

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk

Sådan kontrollerer myndighederne

Flere af de involverede myndigheder ifm. det nye skærpede tilsyn fører allerede i dag løbende fysisk kontrol med kiosker:

·      Skattestyrelsen kontrollerer bl.a., om der er sket korrekt afregning af A-skat, moms og afgifter, og om der sker illegal handel med punktafgiftspligtige varer – samt om salg registreres korrekt i henhold til krav om digtitale salgsregistreringssystemer, der trådte i kraft for bl.a. købmænd og døgnkiosker den 1. januar 2024.

·      Fødevarestyrelsen fører tilsyn med, om kiosker overholder reglerne ift. dansk mærkning, sporbarhed og offentliggørelse af kontrolresultater.

·      Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, om særligt tobaks- og nikotinprodukterne lever op til relevant lovgivning, herunder mærkningskrav og salg til unge.

·      Arbejdstilsynet fører tilsyn med de væsentlige arbejdsmiljøproblemer på en virksomhed. For kiosker vedrører de væsentligste problemstilinger social dumping, tunge løft, vold og traumatiske hændelser samt ulykkesrisici.

·      Med forebyggelsesplanen, som ligger under Indenrigs- og Sundhedsministeriets ressort, har regeringen sat fokus på en markant styrket indsats målrettet børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol, herunder gennem krav om koordineret krav og tilsyn.