Gå til indhold

Sex, skat og smæk: Danske OnlyFans-stjerner skylder millioner

Skattemyndighederne strammer grebet om digitale kreatører: Ni ud af ti influencere og såkaldte ’content creators’, som Skattestyrelsen har kontrolleret, har sjusket med skatten fra indtægter på OnlyFans og andre platforme. Nu sender Skattestyrelsen regninger ud på op til en million kroner.

Mange influencere og såkaldte content creators må nu til lommerne. Skattestyrelsen har nemlig i årets første halvår udsendt opkrævninger for knap 13 millioner kroner til over 600 personer, der ikke har indberettet indtægter fra blandt andre platformen OnlyFans, der primært benyttes til indhold af intim og seksuel karakter.

Ifølge Skattestyrelsen er fejlene markante: Hele 94 procent af de kontrollerede i en målrettet kontrol har således ikke indberettet deres indtægter korrekt. Det gælder både betalinger for billeder, videoer og chats på for eksempel OnlyFans, men også sponsorater, gaver og produkter, som mange af de digitale kreatører har beholdt uden at oplyse værdien til skattemyndighederne.

”Når så mange som ni ud af ti ikke har styr på deres skatteforhold, så er det et alvorligt problem – ikke bare en enkelt fejl. Og lad mig være helt tydelig: Har du en indtægt via OnlyFans eller andre sociale medier, så skal du betale skat af den. Det gælder uanset, om du bliver betalt i kontanter, produkter eller gavekort,” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Naivt at gemme indtægter
En del af regningerne vedrører mindre beløb, men flere af de største regninger er på mellem 500.000 og en million kroner. Derudover risikerer de digitale kreatører også bøder på helt op til det dobbelte af det unddragne beløb. Samtidig vil Skattestyrelsen i den kommende tid videresende sagerne til relevante myndigheder i de tilfælde, hvor der er udbetalt sociale ydelser i den periode, som kontrollerne vedrører.  

Baggrunden for den omfattende målrettede kontrol er oplysninger fra udenlandske myndigheder, der har givet Skattestyrelsen indblik i, hvor store summer danske brugere har tjent på OnlyFans og lignende platforme.

”Vi har indgået internationale aftaler, som giver os indsigt direkte fra udenlandske platforme. Derfor skal man ikke tro, at man kan holde sine indtægter skjult for Skattestyrelsen. De penge, man tjener, er skattepligtige – også når de kommer fra eksempelvis platforme som OnlyFans,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Styrker vejledningen og dialogen med branchen
Grundreglen er, at modtager man betaling for at lave indhold på sociale medier, så er det skattepligtigt. Det gælder uanset, om det er en selv, man sælger billeder eller videoer af, eller om det er en virksomhed eller et produkt, man omtaler. Også hvis betalingen består af et produkt, rabatter eller gavekort.  Det gælder også selvom der er tale om ting, man har fået tilsendt uopfordret.

”Det er en relativt ny måde at tjene penge på, når man lægger indhold på platforme som OnlyFans og lignende. Jeg kan godt forstå, at nogle kan finde det vanskeligt at gennemskue reglerne. Netop derfor er det vigtigt, at Skattestyrelsen nu styrker vejledningen og går i tættere dialog med influencere og content creators, så flere får styr på deres skatteforhold,” siger skatteministeren og henviser til, at Skattestyrelsen har iværksat en række møder og en tæt dialog med branchen.

Skattestyrelsen har derudover offentliggjort en en ny vejledningsside på skat.dk: skat.dk/contentcreator - og styrelsen var også til stede ved award showet for content creators kaldet 'Simba Prisen 2025', der blev afholdt den 18. oktober i Hillerød. 

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk