03-02-2025

Skatteminister efter nyt fund af 27.000 opioider: Afgørende med stærk toldkontrol
I slutningen af januar tilbageholdte Toldstyrelsen 27.360 opioider af typen tramadol. Det var en pakkedistributør i Sydjylland, som fandt pakken, der var sendt fra Østeuropa, mistænkelig og derfor kontaktede Toldstyrelsen, som kunne udføre kontrol.
Beslaget af de mere end 27.000 opioider kommer oveni, at Toldstyrelsen på bare to uger i december tilbageholdte over 87.500 piller, heraf 80.000 opioider og resten nært beslægtede piller. Toldstyrelsen overdrager altid ulovlige varer, som opioider, til politiet.
For skatteminister Rasmus Stoklund viser det, at det er afgørende med en stærk toldkontrol og et godt samarbejde mellem pakkedistributørerne og myndighederne.
”Opioider er utroligt farlige og enormt afhængighedsskabende stoffer, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for ikke ender ude hos vores unge og i deres festmiljøer. Jeg vil gerne rose både pakkedistributøren og Toldstyrelsen for det gode arbejde med at få stoppet de her piller. Det viser for mig med al tydelighed, at en stærk kontrol er afgørende, og at det er en indsats, vi skal styrke og fastholde. Derfor opruster vi også indsatsen yderligere med flere specialiserede toldhunde, flere toldere på grænserne og en containerscanner, så vi forhåbentlig kan fange endnu flere piller i fremtiden”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Sagen er overdraget til Østjyllands Politi for videre efterforskning.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk