Gå til indhold

Skatteminister glæder sig over indkomstfremgang i hele Danmark

Danskernes indkomster stiger. Fremgangen gælder i hele landet, men de højeste procentuelle fremgange findes i provinsen. Det glæder skatteminister Rasmus Stoklund, at der er fremgang i hele Danmark: ”Dansk økonomi er bomstærk, og danskerne har flere penge mellem hænderne”, siger ministeren.

Danskernes A-indkomst – som primært omfatter løn, skattepligtige indkomstoverførsler og private pensionsudbetalinger - steg i alle landets kommuner fra 2023 til 2024. Især i provinsen var der stor fremgang. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Den største procentuelle fremgang i A-indkomsten ses i Kalundborg Kommune, hvor borgernes indkomst er steget med 6,5 pct. svarende til ca. 20.700 kr.  i 2024 sammenlignet med året før. Dernæst følger borgerne i Vordingborg, der har knap 7.400 kr. mere mellem hænderne, som er en stigning på 5,8 pct., og på tredjepladsen er Lolland Kommune, hvor borgernes A-indkomster med en stigning på 5,6 pct. i 2024 nu er ca. 15.400 kr. højere end i 2023.

De ti kommuner, med størst procentuel stigning i A-indkomsten, ligger alle i provinsen, viser opgørelsen. Desuden er ø-Danmark repræsenteret godt i toppen af listen med Læsø og Samsø i top ti og Bornholm på en 11. plads.

Tallene glæder skatteminister Rasmus Stoklund:

”Når man åbner de store aviser, kan man godt få et indtryk af, at det kun er i København eller de store byer, der er fremgang i økonomien. Men de nye tal her viser, at den bomstærke økonomi, vi har i Danmark, betyder, at stort set alle danskere har fået flere penge mellem hænderne, og at det ikke kun er i de store byer eller i Nordsjælland”, siger skatteminister Rasmus Stoklund, og fremhæver, at et stærkt dansk erhvervsliv er en forudsætning for, at den danske økonomi er bomstærk:

”Det er et glædeligt sundhedstegn, at tendensen på tværs af hele landet og på øerne er, at danskernes indkomst er steget med adskillige tusinde kroner. Det er bl.a. takket være fagbevægelsen, der sammen med arbejdsgiverne har landet nogle flotte overenskomster i løbet af de seneste år. Men dansk erhvervsliv klarer sig også utrolig godt i de urolige tider. Og så har vi i regeringen gennemført en personskattereform, som giver 3,3 millioner danskere en skattelettelse, og dermed flere penge på kontoen hver måned, når skatten er betalt. Det kommer alt sammen danskerne til gode, og jeg håber, at danskerne også kan mærke fremgangen i deres økonomi,” siger skatteministeren.

Den gennemsnitlige indkomststigning i kommunerne var på 4,83 pct.

Se indkomstfremgangen opdelt på landsdele her

Se indkomstfremgangen i alle landets kommuner her

Pressekontakt:

Skatteministeriets pressefunktion:

Tlf. 72 22 23 24

E-mail: presse@skm.dk