07-09-2023
Skatteminister lancerer nyt panel af unge, der skal rådgive om udfordringer med gaming og gambling blandt børn og unge
I Danmark er aldersgrænsen for at spille om penge 18 år. Alligevel har 25.000 børn og unge fra 12-18 år problemer, fordi de spiller om penge. Det hænger sammen med, at børn og unge konstant bombarderes med spilreklamer og med muligheden for at købe små fordele, når de gamer.
”Ungespilpanelet skal være med til at rådgive mig som minister. Jeg vil gerne høre fra dem, som det hele handler om – hvordan oplever de unge selv de elementer i computerspil og spilreklamer, som minder om gambling?” siger skatteminister Jeppe Bruus.
Muligheden for at spille om penge fylder alt for meget, når børn og unge ser en fodboldkamp derhjemme eller med deres venner. Ligesom gamblinglignende elementer – fx loot boxes, skins og card packs – fylder mere og mere i gaming. Det skaber en gråzone mellem gaming og gambling, som kan være svær at navigere i.
Ungespilpanelet mødes med skatteministeren tre gange i løbet af efteråret. Panelet vil afslutningvis komme med en række anbefalinger til skatteministeren, der i efteråret har drøftelser om nye initiativer på spilområdet med Folketingets partier.
Bliv en del af Ungespilpanelet
Alle interesserede unge under 20 år har nu mulighed for at melde sig som paneldeltager ved at sende en mail til ungespilpanelet@skm.dk senest den 21. september 2023.
”Vi har allerede fået tilsagn fra otte seje unge, som på hver deres måde har erfaringer med med gaming og gambling. Jeg håber meget på at finde nogle flere – som ikke behøver have en professionel tilknytning til området, men som synes, gaming og spil om penge er interessant at tale om – og som har nogle synspunkter de gerne vil dele med mig,” siger skatteminister Jeppe Bruus.
Jacob Krull, der bl.a. streamer over platformen Twitch, er en af deltagerne i panelet. Det er vigtigt for Jacob, at unge ikke udsættes for dårlige vaner indenfor både gaming og gambling.
"Jeg synes, det er et stærkt initiativ af skatteministeren at nedsætte et relevant panel, som kan bidrage med empiri, når det kommer til den online verden som unge skal navigere i. Jeg tror, vi kan få debatteret og snakket om en masse løsninger, som vil gavne de unge på sigt og skabe et sundere gaming miljø," udtaler Jacob Krull.
Panelet kommer til at bestå af ca. 10 unge. Otte paneldeltagere har allerede sagt ja:
- Jacob Krull, gamer og influencer
- Aurora Lyngdal, professionel gamer og holdkaptajn for Astralis’ kvindehold
- Oliver Behrensdorff, content creator og skin-handler
- Marcus Mossalski, debattør og spilfri ludoman
- Christine Ravn, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd
- Asger Kjær Sørensen, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
- Julie Kølskov Madsen, formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation
- Lucas Westphal, formand for Landssammenslutningen af handelsskolelever
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk