Gå til indhold

Skatteminister vil have inddrivelsen af børne- og ægtefællebidrag styrket efter kritik fra Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand udtrykker i dag hård kritik af Gældsstyrelsens manglende inddrivelse af underholdsbidrag fra skyldnere bosat i udlandet. Skatteminister Rasmus Stoklund tager kritikken meget alvorligt og forventer, at Gældsstyrelsen styrker indsatsen yderligere.

Folketingets Ombudsmand udtrykker i dag hård kritik af Gældsstyrelsens inddrivelse af underholdsbidrag – dvs. børne- og ægtefællebidrag – fra skyldnere, der er bosat i udlandet. Folketingets Ombudsmand kritiserer, at Gældsstyrelsen ikke har taget de nødvendige skridt for at sikre en effektiv inddrivelse af underholdsbidragene fra skyldnere bosat i udlandet, og at området har været underprioriteret i en årrække.

Skatteminister Rasmus Stoklund tager kritikken meget alvorligt og forventer en styrket indsats fra Gældsstyrelsen.

”Folketingets Ombudsmands kritik er meget alvorlig, og jeg er enig i, at Gældsstyrelsens indsats for at inddrive underholdsbidrag i udlandet har været utilstrækkelig. Det betyder, at nogle borgere ikke har fået de børne- og ægtefællebidrag, de har krav på fra skyldnere, der er flyttet ud af landet. Derfor forventer jeg, at Gældsstyrelsen prioriterer at få styrket inddrivelsen af underholdsbidragene i udlandet og sørger for at forfølge sagerne med alle de midler, de har til rådighed. Det skylder vi de borgere, der ikke får de penge, de har krav på,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Gældsstyrelsen iværksatte i 2023 en plan for at styrke inddrivelsen af gæld i udlandet, herunder inddrivelsen af underholdsbidragsgæld. Med planen iværksatte Gældsstyrelsen en række initiativer med henblik på at styrke inddrivelsen. Den plan vil skatteministeren følge tæt, ligesom han vil afsøge mulighederne for at styrke inddrivelsen yderligere:

”Jeg kommer til at følge tæt, om de nuværende initiativer, der skal sikre inddrivelsen af underholdsbidrag hos skyldnere bosat i udlandet, viser resultater. Jeg har bedt Gældsstyrelsen om allerede i næste uge at redegøre overfor aftalekredsen på gældsområdet for den manglende inddrivelse og status for de indsatser, der er iværksat. Derudover har jeg bedt Gældsstyrelsen om at fremlægge yderligere muligheder for at styrke inddrivelsen på det her område. Jeg vil sammen med aftalekredsen halvårligt følge op på, om der er den nødvendige fremdrift på området med et særligt fokus på borgere, der har penge i klemme,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.

 

Pressekontakt:

Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk