Gå til indhold

Skatteminister vil lette økonomisk byrde for bilforhandlere

Nye regler om sikkerhedsstillelse vil forbedre de økonomiske rammer for bilforhandlere uden at øge statens risiko. Det er en økonomisk byrdelettelse for bilforhandlerne.

Mange bilforhandlere har i dag selv adgang til at beregne og angive registreringsafgift på de biler, de sælger. Det er en fordel for både forhandlere, bilkøbere og skattemyndigheder.

For at sikre de bedst mulige vilkår for branchen uden at gå på kompromis med sikkerheden for, at registreringsafgifterne bliver betalt, vil skatteministeren nu, efter dialog DI Bilbranchen og Dansk Metal, lette de økonomiske byrder ved ordningen for bilforhandlerne.

”I regeringen har vi et generelt fokus på at fjerne og lette byrder for vores virksomheder. Bilbranchen og myndighederne er enige om, at ordningen for sikkerhedsstillelse er til alles fordel, men bilbranchen har fundet, at den økonomiske byrde i den eksisterende ordning er for stor. Det har vi lyttet til og nu fundet en model, der letter byrden uden at gå på kompromis med sikkerheden for, at bilforhandlerne betaler de afgifter, de skal ”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Konkret handler det om, at de bilforhandlere, der har tilladelse til selv at beregne og angive registreringsafgift i Motorregistret, skal stille en økonomisk sikkerhed, så staten ikke risikerer at tabe på en evt. misligholdt betaling.

Størrelsen på sikkerheden bestemmes først og fremmest gennem en trappemodel, efter hvor meget afgift forhandleren løbende har afregnet set over de seneste 12 måneder. Jo større forretning – jo større sikkerhed. Men bilbranchen har oplevet, at den hidtidige trappemodel har ført til krav om unødvendigt høje sikkerhedsstillelser, der oftest rejses i form af en bankgaranti. En bankgaranti koster penge, og derfor er der en økonomisk gevinst at hente, hvis sikkerheden ikke er større end nødvendigt.

Skattemyndighederne har på den baggrund gennemgået ordningen. Det giver grundlag for nu at komme branchen i møde ved bl.a. at sætte flere trin ind på trappen, så udsving i forretningsomfanget giver en mere proportional ændring i sikkerhedsstillelsen. Samtidig fortages der justeringer for at sikre, at forretningsomfanget opgøres så retvisende som muligt. 

Med ændringen tilpasses trappemodellen, så den målrettes de virksomheder, der historisk har medført den største risiko for staten, og ændringen vurderes derfor ikke at indebære nogen nævneværdig øget risiko for misbrug eller tab for statskassen.

Et udkast til bekendtgørelse om ændringen er netop sendt i offentlig høring og forventes at kunne træde i kraft den 1. juli 2025.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk