25-10-2024
Social dumping er mest udbredt i bygge- og anlægsbranchen
Bygge- og anlægsbranchen, restauranter, gartnerier, landbruget og rengøringsbranchen. Det er de brancher, som Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet gennem årene har erfaret, at der er størst risiko for, at der sker social dumping. Nye tal dokumenterer, at der virkelig er noget at komme efter på kontrollerne i de pågældende brancher: I perioden fra 2019 til 2023 har Skattestyrelsen således afsluttet cirka 7.500 sager mod social dumping, og kontrolindsatsen har ført til reguleringer i knap 3.600 sager. Hele 58 pct. af de sager er koblet til bygge- og anlægsbranchen.
”Det er helt afgørende for dansk økonomi og sammenhængskraften i landet, at arbejdspladserne følger danske skatte- og afgiftsregler. De nye tal viser desværre, at der fortsat er mange arbejdspladser særligt i bygge- og anlægsbranchen, der enten begår fejl eller bevidst forsøger at snyde fællesskabet. Derfor er Skattestyrelsens tætte samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet i forhold til at afsløre social dumping meget vigtigt – både for samfundet, men også for den enkelte arbejdstager, så de får den løn og betaler den skat, de skal”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Udsendte opkrævninger for over en halv milliard kr.
Når myndighedernes kontroller viser fejl eller mangler i virksomhedernes skatte- og afgiftsregistreringer, foretager Skattestyrelsen en regulering af skatte- og afgiftsangivelsen og sender en opkrævning til virksomhederne. I 2023 er det mundet ud i udsendte opkrævninger for ca. 507 mio. kr.
”Myndighedernes indsats mod social dumping går målrettet efter de personer og virksomheder, der sigter mod at snyde fællesskabet. Der er altså sendt opkrævninger ud for en halv milliard, og det viser med al tydelighed, at indsatsen er vigtig, og at der fortsat er behov for en stærk og løbende indsats mod social dumping,” siger skatteministeren.
Erfaringen fra indsatsen mod social dumping er, at ikke alle virksomheder og arbejdstagere har kendskab til de danske skatte- og afgiftsregler. Derfor arbejder Skattestyrelsen hele tiden på at forbedre og udbrede vejledningen om danske skatteforhold, så alle har de bedste forudsætninger for at sikre ordnede arbejdsvilkår og for at betale den korrekte skat. Den indsats indeholder bl.a. direkte dialog med danske virksomheder, der benytter udenlandsk arbejdskraft, og generel virksomhedsvejledning på styrelsens hjemmeside.
Skatteminister Rasmus Stoklund var torsdag i denne uge for første gang med på en kontrolaktion mod social dumping sammen med Skattestyrelsen, politiet og Arbejdstilsynet et sted i København.
Læs mere om Skattestyrelsens indsats mod social dumping her.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk