Gå til indhold

Spilpakke 1: Bred politisk aftale skal bremse spilafhængighed og beskytte børn og unge

Regeringen tager med ”Spilpakke 1: Et mere ansvarligt spilmarked” sammen med et bredt flertal i Folketinget et vigtigt skridt mod et mere ansvarligt spillemarked. ”Arbejdet stopper ikke her,” understreger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti har i dag indgået ”Spilpakke 1: Et mere ansvarligt spilmarked”, som er en omfattende aftale, der skal bremse og vende udviklingen af spilafhængighed i Danmark. Målet er at skabe et mere ansvarligt og trygt spilmarked – særligt for børn og unge, som i stigende grad udsættes for spil og spilrelaterede reklamer.

Et af de væsentligste tiltag mod den aggressive markedsføring er, at der nu indføres et  udvidet fløjt-til-fløjt forbud for spilreklamer under sportsbegivenheder. Det vil virke fra 10  minutter før første fløjt til 10 minutter efter sidste fløjt.   

”Spilafhængighed ødelægger liv og relationer mellem mennesker, og det har været i eksplosiv udvikling de seneste år. Derfor er jeg meget glad for, at vi med et bredt flertal i Folketinget nu med spilpakke 1 tager et markant første skridt for at beskytte især børn og unge mod pengespilsproblemer og et alt for aggressivt spilmarked. Det gør vi bl.a. med et udvidet fløjt-til-fløjt forbud, ligesom reklamer og influencers har gjort det alt for nemt at blive lokket ind i afhængighed. Den udvikling tager vi nu et vigtigt skridt til at bremse,” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Arbejdet slutter ikke her
”Spilpakke 1Et mere ansvarligt spilmarked” indebærer regulering af influencere og markante begrænsninger i markedsføringen af pengespil, herunder et forbud mod spilreklamer under sportsbegivenheder, forbud mod brug af kendte personer i reklamer og mod markedsføring, der kan ramme børn og unge. Samtidig styrkes forebyggelse og behandling af spilafhængighed med målrettede tilbud til børn og unge sammen med en ny forskningspulje, der skal skabe bedre viden om spiladfærd og afhængighed.

”Det har været vigtigt for mig og partierne, at vi har lavet en aftale, som kan vedtages i denne samling. Men vi er også enige om, at arbejdet ikke slutter her. Derfor hedder aftalen også Spilpakke 1, fordi vi kommer til at følge området tæt, så vi sikrer, at de nye regler faktisk gør en reel og mærkbar forskel for dem, der har brug for det. Det her er begyndelsen på et opgør med en spilindustri, der alt for længe har fået lov til at fylde for meget, så underholdning ikke bliver til afhængighed. Det kræver både ansvarlige udbydere, stærkere regler og en vedvarende politisk indsats,” siger skatteministeren.

Også Ungespilpanelets anbefalinger har været en stor del af arbejdet med at bekæmpe spilafhængighed blandt unge. Flere af de anbefalinger, Ungespilpanelet kom med, er med i den endelige aftale.

Med aftalen får Spillemyndigheden desuden styrkede beføjelser til at kontrollere og sanktionere ulovlige spiludbydere, ligesom reglerne på området forenkles, så indsatsen kan målrettes beskyttelsen af spillerne frem for unødigt bureaukrati:

Skatteordfører Anders Kronborg (S) udtaler:
”For Socialdemokratiet har fokus i særlig grad været på at skærme, forebygge og hjælpe børn og unge i forhold til spilproblemer. Med aftalen er det lykkedes at tage et vigtigt første skridt, med solid finansiering, restriktioner af spilreklamer og mange vigtige initiativer, der vil hjælpe og forebygge. Det har også været et fokus, at hjælpen skal nå ud til hele landet”

Skatteordfører Jan E. Jørgensen (V) udtaler:
"Jeg er virkelig glad for, at vi har indgået en bred aftale, som først og fremmest sikrer, at vi nu kan beskytte vores børn og unge langt bedre mod reklamer for spil og gambling. For os i Venstre har det også været vigtigt, at der både kommer mere forebyggelse af spilafhængighed og en bedre behandling til dem, der er afhængige af spil."

Skatteordfører Hans Kristian Skibby (DD) udtaler:
”Danmarksdemokraterne er tilfredse med aftalen, der gennem en række initiativer og indgreb sikrer en større forebyggelse og beskyttelse af danskerne mod afhængighed af pengespil. Ikke mindst er der en udfordring med at beskytte unge mod spilafhængighed, og med aftalen tager vi en et skridt i den rigtige retning. Der er helt sikkert brug for flere initiativer på spilområdet i de kommende år, og vi ser frem til at følge området.”

Skatteordfører Sigurd Agersnap (SF) udtaler:
“Efter seks års ventetid har vi nu endelig fået lavet en aftale. Det har været helt grotesk lang tid undervejs. Og i mellemtiden har bare flere og flere især unge stiftet uoverskuelig gæld, nogle er blevet ludomaner og andre har fået ødelagt venskaber eller forholdet til familiemedlemmer. Aftalen er ikke så ambitiøs, som vi gerne så det i SF, men vi er glade for, at der kommer begrænsninger af reklamer i kollektiv transport, ved uddannelser og ved sportsbegivenheder. At vi sætter ind overfor influencere, som helt hovedløst reklamerer for spil over for børn og unge.”

Skatteordfører Ammar Ali (M) udtaler:
“For Moderaterne har det været vigtigt, at vi tager pengespil alvorligt – ikke med symbolpolitik, men med viden. Spilafhængighed er en behandlingsopgave, og derfor skal vi styrke forskningen og sikre bedre hjælp til dem, der bliver ramt. Det handler ikke om at pege fingre, men om at tage ansvar med omtanke og ordentlighed.”

Skatteordfører Frederik Bloch Münster (K) udtaler:
“Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt for at beskytte forbrugerne og skabe et mere ansvarligt spilmarked. Vi sikrer, at ulovlige spilsider kan blokeres, så spil kun kan foregå på lovlige sider. Vi strammer markedsføringsreglerne for spiludbydere markant – blandt andet med et fløjt-til-fløjt-forbud, der gælder fra 10 minutter før kampstart, og vi strammer lovgivningen, så streamere og influencere får sværere ved at reklamere ulovligt for spil. Samtidig har vi sikret, at der er penge til forebyggelse og behandling. Alt i alt er det en aftale, der både styrker beskyttelsen af danskerne, og sikrer en mere fair spilbranche.”

Leila Stockmarr (EL) udtaler:
”Det er vores pligt, at vi får sat en stopper for den kyniske og aggressive markedsføring af pengespil, som bærer store menneskelige ofre med sig. I dag tager vi vigtige skridt for at sætte grænser for pengespilbranchens den kyniske udnyttelse af særligt børn og unge. Vi ser frem til at forsætte kampen mod spilafhængighed. Den er først lige begyndt.”

Skatteordfører Samira Nawa (RV) udtaler:
“Spilafhængighed er et ligestillingsproblem. Det rammer i særlig høj grad drenge og mænd, og igennem alt for mange år er problemet blevet negligeret. Mere end 50.000 spillere har frivilligt valgt at udelukke sig selv fra pengespil - 77 pct udgøres af mænd. For Radikale Venstre har det været særligt vigtigt at begrænse spilreklamerne i det offentlige rum, i forbindelse med sportsbegivenheder og på de sociale medier. Jeg er stolt over, at vi er lykkedes med det i forhandlingerne. Der er stadig lang vej mod et totalforbud mod spilreklamer, men i dag vil jeg fejre, at vi omsider tager det første men vigtige skridt i den rigtige retning.”

Skatteordfører Christina Olumeko (ALT):
“Med denne aftale sætter vi menneskers trivsel over spilindustriens profit og tager et nødvendigt opgør med den voksende spilafhængighed. Nu strammer vi reglerne for reklamer, styrker forebyggelsen og gør hjælpen lettere at få.”

Læs aftaleteksten om "Spilpakke 1: Et mere ansvarligt spilmarked" her. 

   
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk