24-07-2025

Stoklund efter fund af 90 kilo khat: Godt at fælden også klapper over de kreative smuglerforsøg
Det var en ganske særlig form for pakkeleg, der gav gevinst på den store klinge i en kontrol hos en kurervirksomhed på Midtsjælland. Her gjorde Toldstyrelsens kontroltoldere i den sidste uge af juni nemlig et større fund af tørret khat. I alt blev 90 kilo khat fundet i en stikprøve, og stoffet var gemt i flere pakker i et forsøg på at smugle den euforiserende plante ind.
Det glæder skatteminister Rasmus Stoklund, at Toldstyrelsen igen har forhindret en stor mængde narkotika i at komme ind i Danmark.
”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre narkotika i at komme ind i Danmark og ud i samfundet, hvor det volder skade på både misbrugere og pårørende. Vi ser ofte kreative forsøg på at få de her skadelige varer indover grænserne, og det glæder mig selvfølgelig, at fælden også klapper der. Det er vigtigt for mig, at vi har en god og effektiv kontrol, og derfor undersøger jeg også løbende, om der er behov for at styrke indsatsen,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Sagen er overdraget til Midt- og Vestsjællands Politi, der står for den videre efterforskning.
I 2024 fandt Toldstyrelsen i alt 591 kilo khat.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk