30-06-2025

Stoklund forarget efter rekordhøj social dumping-indsats: Udsender opkrævninger for over en halv milliard kr.
Cirka 3.000 kontroller. Snyd og fejl fundet i mere end halvdelen af de kontrollerede virksomheder. Og udsendte opkrævninger for mere end en halv milliard kroner.
Sådan lyder resultaterne af Skattestyrelsens indsats mod social dumping i 2024, viser en ny opgørelse af indsatsen fra styrelsen.
”Jeg er lige dele glad og forarget over de her resultater. Glad, fordi myndighedsindsatsen virkelig batter og fanger nogle brodne kar. Samtidig er jeg forarget over omfanget, hvor det er stærkt kritisabelt og helt uacceptabelt, når personer og virksomheder bevidst omgår vores fælles spilleregler – også i forbindelse med social dumping, der er rendyrket udnyttelse af billig udenlandsk arbejdskraft”, siger skatteminister Rasmus Stoklund og fortsætter:
”Det er afgørende, at virksomhederne lever op til de regler, vi har opsat på vores arbejdsmarked. Det forarger mig, at der er så mange virksomheder, hvor Skattestyrelsen finder snyd og fejl, og som udviser så ringe respekt for vores fælles spilleregler på det danske arbejdsmarked,” siger skatteministeren.
Beskyttelse af danske arbejdspladser på fair vilkår
Skattestyrelsens indsats mod social dumping er en del af et fælles myndighedssamarbejde, som styrelsen siden 2012 har haft sammen med Arbejdstilsynet og politiet. Siden 2020 har indsatsen mod social dumping ført til udsendte skatteopkrævninger for over 2 milliarder kroner. Myndighederne gennemfører i tæt samarbejde landsdækkende fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og risiko for svindel. Særligt i byggebranchen, det grønne område og i servicebranchen har der erfaringsmæssigt været størst risiko for social dumping.
I 55 procent af kontrollerne i 2024 har Skattestyrelsen fundet snyd eller fejl. Og som en direkte følge har det kastet en regulering i virksomhedens eller arbejdstagerens skatteangivelse af sig – og udsendte skatteopkrævninger for knap rekordhøje 550 millioner kroner. Det rekordhøje resultat i 2024 er blandt andet begrundet i, at styrelsen har afsluttet flere sager med store reguleringer. De fem største sager i 2024 førte alene til, at Skattestyrelsen udsendte opkrævninger for cirka 140 millioner kroner.
”Tallene taler deres eget tydelige sprog. Det er jo nogle meget høje beløb, som der bevidst bliver snydt med, eller hvor Skattestyrelsen finder fejl. Derfor bliver skattemyndighederne også ved med engageret og målrettet at opspore personer og virksomheder, som laver fejl og omgår reglerne. De mennesker skal holdes ansvarlige, og vi skal sætte en stopper for deres undergravning af den danske velfærdsmodel og vores allesammens skattesystem, så vi sikrer en beskyttelse af danske arbejdspladser på fair vilkår og efter de fælles spilleregler. Jeg er glad for at se på den nye opgørelse, at skattevæsenets indsats på området gør en markant forskel,” siger Rasmus Stoklund.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk