Gå til indhold

Stort fund af ulovlige mængder viagra: Toldere stoppede 18.000 viagrapiller ved den dansk-tyske grænse

Ved en stikprøvekontrol i oktober fandt toldere mere end 18.000 viagrapiller i en varebil ved den dansk-tyske grænse.

Toldstyrelsens kontroltoldere er vant til at finde lidt af hvert ved grænserne, men det er ikke hver dag, at tolderne finder mere end 18.000 viagrapiller i en varebil. Det var nu det, kontroltoldere ved Frøslev stoppede en nat i efterårsferien, da der var mistanke om, at varebilen rummede ulovlige varer.

Intet mindre end 18.256 viagrapiller var der i bilen, som også rummede andre ulovlige lægemidler. Dermed fik tolderne sat en stopper for potentiel illegal handel af viagra, der vidner om en urovækkende tendens.

”Vi ser desværre smuglere, der forsøger at få ulovlige lægemidler eller alt for store mængder lægemidler ind over grænserne. Det kan være farligt for den, der køber den illegale medicin, fordi man risikerer, at det er farlig kopimedicin, som potentielt kan være meget skadeligt at bruge. I det her tilfælde var det mere end 18.000 viagrapiller”, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen og fortsætter:

”For bagmændene handler det primært om profit, og de skeler ikke til, om medicinen virker, eller om den kan være decideret sundhedsskadelig. Derfor skal vi have stoppet, at de her lægemidler krydser grænsen ulovligt. Her er Toldstyrelsens arbejde ved grænserne helt afgørende og enormt vigtigt,” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Det er som udgangspunkt kun lovligt at krydse grænsen til Danmark med lægemidler til privat forbrug. Ved indrejse fra et land uden for EU er kravene mere restriktive. Derfor tilbageholdt Toldstyrelsen viagrapillerne, og sagen er overdraget til Syd- og Sønderjyllands Politi, som står for den videre efterforskning.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk