22-09-2025

Tusindvis af danske virksomheders momsbetaling er blevet gjort lettere
Elektronik, legetøj, bøger og tøj. Og et væld af andre typer af forbrugsvarer. Det er blevet helt almindeligt for danskerne at handle mange af deres forbrugsvarer via internettet – også fra udenlandske hjemmesider og netbutikker. Endda i meget stort omfang. Mere end 80 procent af os handler således varer online på månedsbasis.
Ændrede momsregler gennem ordningen Moms One Stop Shop har siden 2021 gjort momsbetalingen lettere for mere end 2.400 danske virksomheder. På tværs af EU har i alt cirka 152.000 virksomheder ved udgangen af 2024 tilmeldt sig ordningen og systemet, der kaldes One Stop Moms 2 (OSM2). I 2023 var tallet cirka 120.000 virksomheder.
”Når borgerne i de her år i stigende omfang flytter deres indkøb over til netbutikker - også i udlandet, er det vigtigt, at Skatteforvaltningen understøtter den udvikling kvalificeret og smidigt. Og her må vi sige, at de ændrede momsregler ved Moms One Stop Shop letter de danske virksomheders byrder og administration i forhold til momsbetalingerne,” siger skatteminister Rasmus Stoklund og fortsætter:
”Det er meget glædeligt, for det er i den grad med til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne, hvilket landets erhvervsorganiationer og en række virksomheder, som Skatteforvaltningen har været i tæt dialog med, også bekræfter. Derudover er det en rigtig stor gevinst for skattemyndighederne, at de med det nye regelsæt har fået et bedre overblik over, hvilke virksomheder og platforme som sælger til danske borgere fra udlandet. Det styrker forudsætningerne for myndighedernes momskontrol, så vi sikrer, at der bliver betalt den moms, der skal betales,” siger skatteministeren.
Rekordstore momsindberetninger
Siden ordningen trådte i kraft den 1. juli 2021, har andre EU-lande og tredjelande indberettet moms til en samlet værdi af ca. 18,4 mia. kr. i OSM2-systemet. Alene i 2024 blev der indberettet moms til en værdi af 6,2 mia. kr. gennem systemet, hvilket er rekordhøjt og svarer til en stigning på 16 procent sammenlignet med året før.
”Det er virkelig positivt, at momsindberetningerne via Moms One Stop Shop er stigende, hvilket det rekordhøje resultat i 2024 jo vidner om. Det er samtidig et resultat, som også indikerer, at ordningen bidrager til at øge det samlede momsprovenu,” siger skatteministeren.
Læs mere om resultaterne fra Moms One Stop Shop her.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk