20-11-2024
Udviklingen er vendt: Færre borgere og virksomheder har gæld til det offentlige
250.000. Så mange virksomheder og borgere kom ud af deres gæld til det offentlige sidste år, og det er rekord. Den positive udvikling skyldes i særlig grad, at Gældsstyrelsen i 2023 fik implementeret en bagatelgrænse for afskrivning af meget lav gæld. Heraf var det særligt gæld, der stammede fra ubetalte gebyrer og renter, der blev afskrevet.
”Et bredt politisk flertal har sat en klar kurs, hvor flere borgere og virksomheder skal ud af deres gæld til det offentlige. Tallene viser, at vi er godt på vej, og at de initiativer, som blev sat i søen med de seneste gældsaftaler, fx den styrkede lønindeholdelse og implementeringen af bagatelgrænsen for meget lav gæld, virker,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.
I flere år var antallet af borgere og virksomheder med gæld til det offentlige ellers steget, og særligt tilgangen af skyldnere med lav gæld steg. Men i 2023 vendte udviklingen, da afgangen af skyldnere var større end tilgangen af nye skyldnere.
”Det er ikke uden konsekvenser at have gæld til det offentlige, fordi der løber renter og potentielt også rykkergebyrer på, hvis man ikke betaler. Derfor er jeg optaget af, at danskerne får betalt deres gæld – og at Gældsstyrelsen inddriver de penge, som danskerne skylder, så flere bliver gældfri. Når det er sagt, skal vi løbende undersøge, hvor og hvordan vi bedst muligt hjælper flere danskere ud af gælden. Her kan det give rigtig god mening, at der er mulighed for at få afskrevet meget lave beløb, hvis man ellers ikke har anden gæld til det offentlige,” siger Rasmus Stoklund.
Siden 2022 er det samlede antal af borgere og virksomheder med gæld til det offentlige faldet med 16 pct., og Gældsstyrelsen forventer, at udviklingen fortsætter i år. Gældsstyrelsens estimat er, at op imod i alt 190.000 borgere og virksomheder kan blive gældfrie i løbet af 2024 som følge af den nuværende bagatelgrænse og implementering af en ny udvidet bagatelgrænse, der træder i kraft i løbet af efteråret 2024.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk