26-06-2025

Ulovlige cigaretter taget i tusindvis efter kontrol af skibe
Mere end én gang var der bingo, da kontroltoldere i Nordjylland brugte Kristi Himmelfartsdag på at lave kontrol af skibe. Kontrollerne endte nemlig med at kaste to cigaretsager af sig.
På et skib i Hanstholm fandt tolderne 2.400 cigaretter på et skib, som ikke var angivet rigtigt, samt 400 cigaretter hvoraf de 200 ikke var angivet rigtigt hos et besætningsmedlem. Overtrædelserne er beregnet til en samlet afregning på over 23.000 kroner i bøde, told og afgifter.
Senere samme dag var den gal igen på et skib i Aalborg. Her fandt tolderne 2.400 cigaretter, som ikke var angivet korrekt, og her løb bøder, told og afgifter op i en samlet afregning på over 21.000 kroner.
”Det er vigtigt, at vi har en god og effektiv kontrol, for når der ikke bliver betalt de rigtige skatter og afgifter af en vare, som fx cigaretter, er det fælleskassen, der bliver snydt. Det er ikke i orden, for vi skal jo bruge penge til alle de ting, som vi som fællesskab gerne vil – fx velfærd, grøn omstilling og oprustning af forsvaret. Derfor bliver jeg glad, hver eneste gang Toldstyrelsen gør fund, og jeg undersøger løbende, hvordan vi sikrer, at Toldstyrelsen kan udføre deres opgave bedst muligt.” udtaler skatteminister Rasmus Stoklund.
Der er afgifter på tobak i Danmark. Derfor er det en vigtig myndighedsopgave at sikre, at der betales korrekt afgift af varerne. Toldstyrelsen står for at føre kontrol med indførslen af tobaksvarer fra ikke-EU-lande og ved grænseovergangene til Danmark, mens Skattestyrelsen er ansvarlig for at kontrollere tobaksvarer inden for landets grænser i fx kiosker og butikker samt handel fra andre EU-lande.
Toldstyrelsen har de seneste år målrettet kontrollen på tobaksområdet. Det er sket gennem forbedrede risikovurderinger, øget udveksling af viden og efterretninger med politiet, Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og internationale toldmyndigheder.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk