23-09-2022
Vinterhjælp: Elafgiften sænkes til EU’s minimumssats, og børnefamilier får økonomisk håndsrækning
Inflationen er på sit højeste niveau i knap 40 år i Danmark. Det presser de danske husholdninger hårdt på økonomien. Derfor er regeringen og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne netop blevet enige om en aftale om Vinterhjælp.
På Skatteministeriets område nedsættes elafgiften fra 69,7 øre pr. kWh til 0,8 øre pr. kWh i første halvår 2023. Dermed er afgiften på EU’s minimumsgrænse. Det er med til at sikre, at det fortsat er attraktivt at vælge el som en del af den grønne omstilling trods den nuværende prisudvikling.
Samtidig kan de danske børnefamilier se frem til en forhøjet børne- og ungeydelse i januar 2023 på 660 kr. pr. barn.
”Mange danskere ser med bekymring på den forestående vinters mange udgifter. Priserne stiger for hurtigt til, at mange kan følge med. Derfor er jeg glad for, at vi nu er enige om at sænke elafgiften til EU’s absolutte minimumssats på 0,8 øre pr. kWh, ligesom vi giver børnefamilierne en ekstra håndsrækning, som kan mærkes i mange hjem. Sammen med de øvrige elementer i aftalen er det en vigtig håndsrækning til danskerne i de svære tider, vi er i”, siger skatteminister Jeppe Bruus.
De to tiltag er en del af den samlede aftale om Vinterhjælp. Hele aftalen kan læses på Finansministeriets hjemmeside her.
Læs faktaark om tiltagene her:
- Forhøjelse af Børne- og ungeydelsen
- Lempelse af elafgiften
- Skattepligt på udbytter til udenlandske stater
- Aldersopsparing
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk