07-12-2004

1. behandling af lovforslag om en skærpet indsats mod sort arbejde
"Vi skal slå hårdt ned på sort arbejde. Når enkeltpersoner og virksomheder snyder på vægten, er gevinsten kortsigtet. På længere sigt udhuler det grundlaget for vores velfærd, ligesom det er uretfærdigt over for alle med orden i tingene. Derfor forlanger vi fairplay, så alle kan arbejde og konkurrere på lige vilkår," siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Lovforslaget indeholder en række initiativer til bekæmpelse af sort arbejde og virksomhedssnyd:
- Virksomheder, der har ret til at sælge tips og lotto skal miste forhandlerrettigheder, hvis virksomheden snyder med moms og afgifter.
- Beføjelse til myndighederne til at kontrollere der, hvor arbejdet udføres, fx på byggepladser og i taxier.
- Krav om dokumentation, en logbog for, hvem der er ansat hos arbejdsgiveren, hvis der er usikkerhed om ansættelsesforhold. Kan arbejdsgiveren ikke ved en senere kontrol vise en opdateret logbog kan overtrædelsen straffes med bøde.
- Mulighed for at hyre en revisor på skatteyderens regning, hvis der ikke er orden i regnskabsbøgerne.
- ToldSkat skal kontrollere snyd med pantmærker på samme måde som snyd med afgifter.
Gentagne kontrolaktioner har vist, at der snydes på et uacceptabelt højt niveau. Regeringen har sat handling bag sine ord og har med fairplay-kampagnen iværksat 44 initiativer, hvoraf 14 er gennemført, 26 gennemføres nu og 4 initiativer planlægges gennemført i næste folketingssamling. Se vedhæftede initiativkatalog.
Kontakt: Christina Faurby, 3392 4428 eller 2072 3392.