Gå til indhold

2. del af ludomaniundersøgelse offentliggjort

Socialforskningsinstituttet offentliggør i dag anden del af den landsdækkende ludomaniundersøgelse i Danmark, som blev sat i gang af skatteminister Kristian Jensen i efteråret 2004

En følgegruppe bestående af repræsentanter fra behandlingsstederne, forskere og Spillemyndigheden har, ligesom ved den første undersøgelse, været sparringspartner for SFI under udarbejdelsen af rapporten.

"Jeg synes, at vi med de to landsdækkende undersøgelser har fået et væsentligt bidrag til belysning af ludomaniområdet i Danmark", siger skatteminister Kristian Jensen (V).

Første del af ludomaniundersøgelsen viste, at der findes ca. 5.000 aktuelle ludomaner i Danmark i alderen 18-74 år, hvilket var lavere end tilsvarende undersøgelser i Norge og Sverige.

Anden del af ludomaniundersøgelsen er baseret på uddybende geninterview med ca. 450 problemspillere og ikke problemspillere fra den første del af undersøgelsen, hvor en række karakteristika sammenlignes for de to grupper. Undersøgelsen viser bl.a., at flere problemspillere har haft en utryg og usikker opvækst end ikke-problemspillere og at problemspillerne har en mere urealistisk opfattelse af vinderchancerne end ikke-problemspillere.

"Undersøgelsen viser, at der ikke findes en entydig definition af de forhold, der gør at nogen kan få problemer med deres spil. Bl.a. tyder undersøgelsen på, at ud over de rent spillemæssige faktorer, så har også opvækstvilkår mv. betydning", siger Kristian Jensen.

Omkring årsskiftet 2007/2008 forventes SFI at færdiggøre en ludomaniundersøgelse for de 12-17 årige, som er finansieret af Helsefonden, Danmarks Pædagogiske Universitet og Skatteministeriet.

Hele undersøgelsen kan findes på Socialforskningsinstituttets hjemmeside

Yderligere information: Specialkonsulent Jan Madsen, Spillemyndigheden: 72 37 33 02