21-11-2014

Advokat er anmodet om at følge op på Skattesagskommissionens beretning
Skattesagskommissionen afgav den 3. november 2014 sin beretning.
På et enkelt punkt har kommissionen ikke foretaget ansvarsvurderinger. Det drejer sig om den del af sagen, der handler om korrespondance mv. mellem myndighederne og Folketingets Ombudsmand, hvor kommissionen alene har redegjort for det faktiske begivenhedsforløb.
Skatteministeren har på den baggrund ikke et grundlag for at tage stilling til, om nogen skal drages til ansvar for denne del af sagen.
Skatteminister Benny Engelbrecht udtaler:
”For de embedsmænd, der er involveret i den del af sagen, der handler om Ombudsmanden, kan der på grund af de manglende ansvarsvurderinger fra kommissionen endnu ikke drages konklusioner.
Jeg har derfor bedt advokat Jørgen Vinding om snarest muligt at foretage en retlig vurdering af, om nogen skal drages til ansvar for denne del af sagen.”
Baggrund
1. I forlængelse af skatteministerens modtagelse af redegørelser fra departementschef Peter Loft og direktør for SKAT København Erling Andersen om Skatteministeriets departements rolle i forbindelse med SKAT Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag besluttede regeringen at nedsætte en undersøgelseskommission til undersøgelse af sagen om behandlingen af den nævnte skattesag. Kommissionen blev nedsat for at komme til bunds i anklager om politisk indblanding og alvorlige brud på tavshedspligten.
Kommissionen blev med andre ord nedsat for at værne om grundlæggende principper. Derfor var der også bred opbakning i Folketinget til beslutningen om at få foretaget en uafhængig undersøgelse af sagen.
Skattesagskommissionen blev nedsat den 12. marts 2012 og fik til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til, hvad statslige forvaltningsmyndigheder har foretaget sig i forbindelse med SKAT Københavns behandling af den pågældende skattesag.
Kommissionen skulle bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang personer uden for SKAT København har været involveret i SKAT Københavns behandling af skattesagen.
Kommissionen skulle endvidere undersøge og redegøre for, i hvilket omfang der er videregivet eller forsøgt videregivet fortrolige oplysninger fra skattesagen.
Kommissionen skulle desuden undersøge og redegøre for korrespondance mv. mellem myndighederne og Folketingets Ombudsmand i sagen.
På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skulle kommissionen komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kunne begrunde. Kommissionen skulle endelig foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.
2. Den 3. november 2014 afgav Skattesagskommissionen sin beretning til justitsministeren. I beretningen konkluderer kommissionen, at en embedsmand er gået for tæt på behandlingen af den konkrete skattesag, at to embedsmænd har brudt deres tavshedspligt, at der har været en alvorlig lækage til pressen, og at der er afgivet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand.
På et enkelt punkt har kommissionen ikke foretaget ansvarsvurderinger. Det drejer sig om den del af sagen, der handler om korrespondance mv. mellem myndighederne og Folketingets Ombudsmand, hvor kommissionen alene har redegjort for det faktiske begivenhedsforløb.
3. Skatteministeren har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.