Gå til indhold

Ændring af momsloven træder i kraft 1. juni 2005

Ministerrådet i EU har nu givet tilladelse til, at momslovens regler for momsfri indførsel af varer til en værdi under 80 kr. kan ændres, således at for magasiner, tidsskrifter m.v. gælder momsfritagelsen kun, hvis disse er trykt uden for EU

Folketinget har vedtaget en sådan ændring af momsloven i lov nr. 1387 af 20. december 2004. Ændringen vil forhindre det misbrug af momsreglerne, der opstår, når magasiner m.v. trykt i EU eksporteres momsfrit til 3. lande, hvorfra de genindføres momsfrit til danske abonnenter ved brug af den særlige reglen for momsfri indførsel af varer til lav værdi.

"Regeringen ønsker hurtigst muligt at lukke dette hul i momsreglerne og jeg har derfor fastsat ændringens ikrafttræden til 1. juni 2005," siger skatteminister Kristian Jensen.

"Jeg kan desuden oplyse, at som jeg lovede under Folketingets behandling af lovændringen, har jeg opfordret Kommissionen til snarest at fremsætte forslag til ændring af EU-reglerne på området, der vil gøre det muligt også at lægge moms på indførsel af magasiner m.v. trykt i lande uden for EU. Jeg kan oplyse, at Kommissionen har oplyst, at et detaljeret arbejdsdokument om ændringer af reglerne vil blive fremlagt før Kommissionens sommerferie," siger Kristian Jensen

 

Yderligere information:

Chefkonsulent Lone Lau-Jensen, 33 92 48 37