18-03-2009

Annullering af afgiftsforhøjelser vedrørende eksisterende gulpladebiler
Parterne er enige om, at afgiftsforhøjelserne vedrørende eksisterende gulpladebiler, som indgår i aftalen om Forårspakke 2.0, alligevel ikke gennemføres
Tirsdag den 17. marts 2009 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance aftale om pulje til renoverings- og bygningsarbejder og aftale om opfølgning på aftalen om finansloven for 2009.
Parterne er enige om, at afgiftsforhøjelserne vedrørende eksisterende gulpladebiler, som indgår i aftalen om Forårspakke 2.0, alligevel ikke gennemføres. Det indebærer:
- At forhøjelsen af vægtafgiften og udligningsafgiften vedr. den eksisterende bestand af varebiler ikke gennemføres
- At der ikke indføres privatanvendelsestillæg for varebiler solgt før 3. juni 1998
- At der ikke indføres tillæg for manglende partikelfilter på dieseldrevne varebiler
Det vil betyde, at ejere af ældre varebiler ikke beskattes yderligere for allerede foretagne dispositioner.