Gå til indhold

Arbejdsgruppe skal se på moms-unddragelse

”Tanken er at få undersøgt, hvilke ideer og muligheder der er for at få gjort noget ved den momsunddragelse, der finder sted”, siger Kristian Jensen

SKAT står med en særlig udfordring i forhold til udenlandske virksomheder, der ikke får afregnet hele deres momsforpligtigelse for arbejde udført her i landet.

"Der skal gennemføres en særlig indsats, således at også alle de udenlandske virksomheder betaler den moms de skal, mens de arbejder i Danmark, ellers udsættes lovlydige virksomheder for unfair konkurrence og statskassen mister penge," siger skatteminister Kristian Jensen (V).

Skatteministeren har derfor valgt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal vurdere de skatte- og afgiftsmæssige regler i forhold til udenlandske virksomheders aktiviteter her i landet. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra LO, 3F, BAT, Dansk Byggeri, SKAT og Skatteministeriet.

"Tanken er at få undersøgt, hvilke ideer og muligheder der er for at få gjort noget ved den momsunddragelse, der finder sted", siger Kristian Jensen.

Arbejdsgruppen skal have særligt fokus på forhold fra registrering af de udenlandske virksomheder til inddrivelse af de restancer, der er opstået, eller måtte opstå, som følge af virksomhedernes aktiviteter. I den forbindelse skal arbejdsgruppen beskrive mulighederne for samarbejde og for udveksling af oplysninger med de øvrige EU-landes skatte- og afgiftsmyndigheder.

Et af arbejdsgruppens øvrige fokusområder vil være de eksisterende erfaringer med hensyn til informationer om de udenlandske virksomheder og deres aktiviteter her i landet, ligesom et naturligt fokusområde vil være den fremtidige håndtering af forholdene omkring udenlandske virksomheders registrering og aktiviteter mv. i SKATs nye struktur.

Arbejdsgruppen afholder det første møde mandag 23. februar og forventer at afslutte sit arbejde inden sommerferien 2009.

Yderligere information:

Særlig rådgiver Peter Høyer, telefon 3392 4445 eller 4119 1558