21-01-2003

Bedre retssikkerhed for skatteydere
Skatteministeren fremsætter nu lovforslag om ændret klagestruktur for skatteydere, styrkelse af kommunale samarbejder og digital kommunikation.
Forslaget er et led i at forbedre retssikkerheden for borgerne, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
I dag er der mange skatteankenævn, der behandler meget få sager. Det er bekymrende af hensyn til borgerens retssikkerhed. Derfor lægger lovforslaget op til færre skatteankenævn. Og der lægges op til en klarere organisatorisk adskillelse mellem den kommunale skattemyndighed og skatteankenævns sekretariaterne.
Borgernes retssikkerhed står meget højt på regeringens dagsorden. Vi har derfor allerede taget flere initiativer på skatteområdet. F.eks. er reglerne for omkostningsdækning forbedret i skattesager, selvangivelsen er blevet forenklet, så borgerne ikke snyder sig selv for fradrag o.l., og vi indfører mulighed for, at den enkelte borger kan få bindende forhåndsbesked hos den lokale skattemyndighed, siger Svend Erik Hovmand.
Med det nye forslag fortsætter denne linie. Der vil komme øget kvalitet i skatteankenævnenes afgørelser. Det vil føre til færre sager ved Landsskatteretten. Derfor er forslaget et vigtigt element i forbedringen af borgernes retssikkerhed på skatteområdet.
Efter forslaget er sendt i høring, har regeringen imødekommet en række ønsker især fra Kommunernes Landsforening. Det betyder bl.a. større frihed for etablering af kommunale samarbejder.
Endvidere er der forslag om at etablere et center i Øresundsområdet til behandling af personer og virksomheders spørgsmål om skatteforhold mellem Danmark og Sverige. Og endeligt også forslag om digital kommunikation fra den offentlige forvaltning til borgerne.
For yderligere oplysninger: Specialkonsulent Claus Kargo: 33924424