05-04-2002
Bedre vilkår for generationsskifte
Med forslaget tager vi et vigtigt skridt for at forbedre mulighederne for, at velfungerende virksomheder kan overtages af nye ejere i stedet for, at de må lukke. I dag drænes virksomheden for kapital som følge af sælgerens skat ved salget af virksomheden. Det problem gør vi nu noget ved siger skatteminister Svend Erik Hovmand.
Forslaget er en del af regeringens konkurrenceevnepakke. Forbedringerne går for det første ud på at udvide den kreds af personer, der kan overtage en virksomhed uden beskatning. For det andet sker forbedringen ved at udvide den kreds af virksomheder, som kan overtages uden beskatning.
I dag kræver skattereglerne, at virksomheden overtages af et familiemedlem. Det foreslås at udvide muligheden for overtagelse uden beskatning til at gælde for nære medarbejdere i virksomheden. Forslaget sikrer, at flere egnede end i dag får mulighed for drive at virksomheden videre. Kravet til medarbejderen er 3 års fuldtidsbeskæftigelse i virksomheden.
Forslaget imødekommer et ønske, som erhvervslivet har efterspurgt i årevis.
Forslaget betyder også, at velkonsoliderede selskaber kan overdrages uden beskatning. I dag kan en velkonsolideret virksomhed få problemer med generationsskiftet. Det er ikke hensigtsmæssigt.
Forslaget fjerner de mest uheldige virkninger af de regler, som den tidligere regering fik gennemført i de senere år mod de nuværende regeringspartiers stemmer.
Jeg har med stor tilfredshed noteret mig, at forbedringerne er blevet meget godt modtaget i erhvervslivet, udtaler Svend Erik Hovmand.
Regeringen ville gerne gå videre. Regeringen ønsker også at gøre skattereglerne for overdragelse af goodwill bedre og mere enkle.
De nuværende regler for overdragelse af goodwill er imidlertid forligsstof med bl.a. de tidligere regeringspartier, og her har Socialdemokratiet blokeret for regeringens forslag til lempelse af henstandsordningen for goodwill.
Det beklager jeg stærkt på virksomhedernes vegne slutter Svend Erik Hovmand.