28-01-2004

Beskatning af forskere
Forskerne er blevet beskattet i ét indkomstår af hele den bevilling, de har fået tilsagn om fra Statens Forskningsråd, selvom udbetalingen strækker sig over f.eks. en treårig periode.
Med respekt for det klagesystem, der er sat til at træffe afgørelser i denne type sager, gennemførte skatteministeren i foråret 2003 en fremadrettet løsning på problemet. Ved en bekendtgørelse gjorde skatteministeren således den skattepligtige del af tilskudsbevillinger til forskning, som administreres af Forskningsstyrelsen og udbetales den 1. januar 2003 eller senere, til A-indkomst. Dette indebærer, at skatten betales i takt med udbetalingerne.
"Set i lyset af bekendtgørelsen havde jeg nok forventet, at der ville være lidt mere skred i klagebehandlingen af sagerne vedrørende tidligere år", udtaler skatteministeren.
"Jeg har ikke anset det for udelukket, at skatteankenævnet eller Landsskatteretten ville have ændret de lokale ligningsmyndighedens afgørelse, men mig bekendt er der ikke påklaget sager af denne art til Landsskatteretten endnu."
Skatteministeren er enig i, at de pågældende forskere er havnet i en meget ulykkelig situation.
"For at de berørte forskere nu kan få vished om deres skattemæssige situation, har jeg besluttet, at jeg snarest vil fremsætte et lovforslag, hvorved det sikres, at en flerårig tilskudsbevilling til forskning periodiseres således, at beskatningen sker i takt med udbetalingen. Jeg glæder mig meget over, at der ser ud til at være bred opbakning i Folketinget til en sådan løsning."
Kontakt: Kontorchef Birgitte Christensen, 3392 4780.