18-12-2009

Bundskatten sænkes yderligere i 2010
Folketinget har den 18. december 2009 vedtaget en nedsættelse af den statslige bundskat med 0,09 pct.enheder. Nedsættelsen kompenserer borgerne set under ét for det højere kommunale skatteniveau fra 2010 og sikrer dermed, at skattestoppet overholdes. (Lovforslag L 74).
I 2010 bliver bundskatteprocenten således 3,67 pct. i stedet for de 3,76 pct., der blev vedtaget som en del af 2009-skattereformen - Forårspakke 2.0.
I 2011 vil bundskatteprocenten ligeledes blive 3,67 pct. I de følgende år, hvor bundskatten som led i skattereformen gradvist forhøjes med 1 pct.enhed om året samtidigt med at sundhedsbidraget tilsvarende reduceres, sker der ligeledes en nedsættelse af satsen med 0,09 pct.enheder, således at bundskatten bliver 4,67 pct. i 2012 stigende til 11,67 i 2019 og følgende år.
Den vedtagne bundskattenedsættelse medfører i gennemsnit en relativ beskeden skattelettelse pr. skatteyder - ca. 175 kr. pr. skattepligtig, der betaler bundskat.
Der bliver ikke gennemført en ny forskudsregistrering for 2010 med den lavere bundskatteprocent.
Den lavere bundskat vil blive indarbejdet i SKATs forskudsændringssystem for 2010. Det indebærer, at de personer, der får ændret deres forskudsopgørelse i løbet af indkomståret 2010, vil få bundskattelettelsen i løbet af 2010, mens den resterende del af skatteyderne vil få skattenedsættelsen i forbindelse med årsopgørelsen for 2010, som er tilgængelig i skattemapperne i marts 2011. Her vil den lavere bundskattesats alt andet lige resultere i en større overskydende skat eller en lavere restskat.