Gå til indhold

Danmark indgår aftaler om udveksling af oplysninger i skattesager med St. Lucia, Samoa og Cookøerne

Danmark og de øvrige nordiske lande, Færøerne og Grønland har i dag indgået aftaler med Samoa og Cookøerne

Aftalerne er indgået på den danske ambassade i Canberra, Australien. Og den 10. december 2009 underskrev skatteminister Kristian Jensen i København en aftale med den caribiske ø St. Lucia.

- Disse tre aftaler bliver det sidste resultat i år af den fælles nordiske indsats imod skattely, siger skatteminister Kristian Jensen, der benytter lejligheden til at gøre status over de første tre år af Nordisk Ministerråds projekt:

Siden starten har Danmark indgået én aftale i 2007, 2 i 2008 og 14 i 2009. I alt 17 aftaler. Underskrivelse nr. 18 sker i januar 2010, og andre er på vej. Ved starten af 2009 var kun én af disse aftaler trådt i kraft og blev anvendt - den allerførste med Isle Of Man. Ved starten af 2010 har Jersey, Guernsey og Bermuda bragt det tal op på 4.

- Jeg er meget tilfreds med dette forløb, siger skatteminister Kristian Jensen. Sådan en proces tager tid at løbe i gang, men det viser sig nu, at det var umagen værd.

Yderligere information: Særlig rådgiver Peter Høyer, 3392 4445 eller 4119 1558.