Gå til indhold

Delaftale om Vækstplan DK i hus

Delaftalen indeholder en række konkrete initiativer, der vil gøre det mere attraktivt at investere i og drive virksomhed i Danmark, herunder en række afgiftslettelser og skattemæssige lempelser. Samtidig videreføres og udvides Bolig-Jobordningen, afgiften på en række grænsefølsomme nydelsesmidler reduceres eller fjernes, og der afsættes nye penge til bedre efteruddannelse og til initiativer målrettet udkantsområderne.

Regeringen har allerede gjort meget for at holde hånden under økonomien og sætte gang i væksten. Ikke desto mindre er dansk økonomi fortsat udfordret af den internationale økonomiske krise.

Der investeres ikke nok i danske virksomheder, der skabes ikke nok arbejdspladser, og den danske konkurrenceevne er ikke ligeså stærk, som den har været. Der er brug for handling og realisme, hvis Danmark skal kunne træde styrket ud af krisen. Der er brug for at genskabe tilliden og troen på fremtiden, hvis der skal skabes vækst og beskæftigelse.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er i dag blevet enige om en række konkrete initiativer, der vil gøre det mere attraktivt at investere i og drive virksomhed i Danmark, herunder en række afgiftslettelser og skattemæssige lempelser. Samtidig videreføres og udvides Bolig-Jobordningen, afgiften på en række grænsefølsomme nydelsesmidler reduceres eller fjernes, og der afsættes nye penge til bedre efteruddannelse og til initiativer målrettet udkantsområderne.

"Jeg er glad for, at det i dag er lykkedes at lande en bred aftale om første del af regeringens vækstplan. Det betyder, at vi er et vigtigt skridt videre i forhold til at skabe bedre rammer for at drive virksomhed i Danmark og få skabt flere arbejdspladser," siger Skatteminister, Holger K. Nielsen.

Han understreger, at regeringen med delaftalen om Vækstplan DK har lukket første del af en plan, der har fokus på at forbedre de grundlæggende rammevilkår og tilliden til dansk økonomi, men hæfter sig samtidig ved, at regeringen med delaftalen har fået flere centrale elementer i hus - bl.a. når det handler om konkrete forbedringer af virksomhedernes vilkår, mulighederne for jobskabelse og opkvalificering af arbejdsstyrken.

"Vækstplan DK handler om at skabe rammerne for opsvinget for dansk økonomi, men ligeså vigtigt er det, at vi fokuserer på virksomhedernes mulighed for at skabe job. Derfor er det godt, at vi med dagens aftale viderefører Bolig-Jobordningen i 2013 og 2014. Det vil skabe arbejdspladser de kommende år hos især de små håndværksvirksomheder, der har hårdt brug for en håndsrækning. Samtidig har vi afsat 1 mia. kr. til en massiv investering i efteruddannelse og opkvalificering af faglærte og ufaglærte. Det er jeg meget tilfreds med," siger Holger K. Nielsen.

Læs delaftalen om Vækstplan DK

Læs faktaark om de enkelte forslag på skatteområdet i aftalen