Gå til indhold

Dobbeltbeskatningsoverenskomst med Chile

Fredag den 20. september 2002 blev der underskrevet en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Chile og Danmark

Den chilenske finansminister Nicolas Eyzaguirre og skatteminister Svend Erik Hovmand (V) har fredag den 20. september 2002 underskrevet en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Chile og Danmark.

Der har ikke tidligere været nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de to lande.

Overenskomsten skal imødegå, at et selskab eller en person udsættes for inter­na­tional dobbeltbeskat­ning som følge af, at både Danmark og Chile beskat­ter selskabet eller personen af den samme ind­komst. Overenskomsten indeholder derfor reg­ler for, hvornår Danmark, henholdsvis Chile, kan beskatte et selskab eller en person, der er hjemmehørende i det ene land, af indkomst fra det andet land.

Overenskomsten vil bidrage til at fremme udviklingen af økonomiske relationer mellem de to lande. Selskaber og personer i et land får nemlig bedre betingelser for investering, etablering eller arbejde i det andet land, fordi de undgår dobbeltbeskatning og får større klarhed om de skattemæssige virkninger af deres dispositioner.

Den ny dobbeltbeskatningsoverenskomst skal nu godkendes i Folketinget og Chiles parlament, inden den træder i kraft. Skatteministeren forventer at fremsætte et lovforslag om Chile-overenskomsten i begyndelsen af oktober.

For yderligere oplysninger: Konsulent Sven Ulstrup, tlf. 33923766