26-03-2015

EFI fortsat årsag til forældelser
Da skatteminister Benny Engelbrecht i december bestilte en grundig gennemgang og tilkaldte ekspertbistand til at løse udfordringerne med Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI), skete det blandt andet på baggrund af de mange restancer, der hobede sig op i systemet.
De to primære årsager til, at der er restancer, som er blevet forældet – uden at SKAT først har vurderet, om betingelserne for afskrivning var til stede – er, at der er fejl i datagrundlaget i EFI, og at EFI mangler funktionalitet til at foretage automatisk forældelsesafbrydelse.
”Der er næppe tvivl om, at EFI skulle være tænkt på en fuldstændig anden måde, da man bestilte systemet for 10 år siden. Men nu handler det om at finde en løsning. Jeg vil ikke lade et forkrøblet IT-system med så vigtig en samfundsopgave, som inddrivelsen er, gå i arv uden at forsøge at løse problemet. Derfor har jeg sat nogle af de bedste eksterne eksperter med erfaringer i at analysere og fejlrette udfordrede IT-systemer på opgaven”, siger Benny Engelbrecht.
Flere af de fordringer, der blev konverteret fra de gamle inddrivelsessystemer til EFI i august 2013, havde fejl i forældelsesdatoerne. Derfor har SKATs inddrivelsesmedarbejdere gennemgået 2 mio. fordringer, som er blevet rettet og forældelsesafbrudt. Selvom opgaven har haft førsteprioritet, har det ikke været muligt at forhindre fordringer for ca. 1,3 mia. kr. i at forælde i 2014.
Omkring 2/3 af beløbet vedrører skyldnere, der aktuelt ikke har betalingsevne. Den aktuelle værdi af den forældede gæld er derfor mindre end de 1,3 mia. kr. En stor del af beløbet ville formentlig alligevel ikke kunne inddrives, hvis gælden ikke var forældet.
”De nye restancetal bekræfter mig i, at det var helt rigtigt at bestille den grundige gennemgang. Vi er nødt til at komme helt til bunds i problemerne og finde løsninger, der virker. Samtidig vil jeg også godt understrege, at vi har lært af fortidens fejl, så vi fremadrettet vil arbejde grundlæggende anderledes med at udvikle it-systemer i Skatteministeriet”, siger skatteministeren.